Danmarks kampsportsunivers

Promotor roser Maher Khatibs mindset: “En spændende type, der vil fremad”

Maher Khatib efter sin sejr over Payman Akbari ved Primetime Fight Night 4.0 i september sidste år.

Stort set alle de største danske boksenavne er på plakaten, når Primetime Fight Night 6.0 lørdag aften løber af stablen i Sydbank Arena i Kolding.

Jacob Bank (17-0) og Dina Thorslund (23-0) er de største danske trækplastre, men de er langt fra de eneste ubesejrede danske boksere, der skal i ringen.

Maher Khatib skal nemlig i aktion for femte gang i sin relativt korte pro-karriere, der begyndte sidste sommer med en nærmest sensationel sejr over den hidtil ubesejrede nordmand Sayed Kazemi ved Primetime Fight Night 3.0.

Læs også: Khatib møder hårdtslående italiener: Revanche på dansk grund efter Idrissi-knockout

Nu står den 28-årige dansker så over for karrierens mest rutinerede modstander, når han møder Pasquale Barile (12-4). På papiret ser italienerens rekordliste måske ikke så imponerende ud, men Barile har på det seneste knockoutet tre ubesejrede boksere i træk – heriblandt danske Elias Idrissi, som han stoppede i anden omgang her i Danmark.

“Det bliver en hård kamp for Maher Khatib for han er oppe mod en bokser, der kommer sprængfyldt med selvtillid og også har noget power. Khatib skal kunne lægge trykket og få Barile til at bokse baglæns. Så har han gode chancer for at revanchere Idrissi,” lyder det fra Primetime Boxings promotor, Kasper Holgersen.

Spændende type
Han er generelt imponeret over 28-årige Maher Khatibs mindset og indstilling til tingene.

“Oprindeligt var han ikke en af de boksere, jeg havde tænkt mig at skrive kontrakt med. Men han har leveret solide præstationer og har den mentalitet, at vi skal bare fremad. Det gør ham til en spændende type,” lyder rosen fra Kasper Holgersen.

Ifølge Primetime Boxings promotor skulle Maher Khatib ikke bruge mange sekunder på at sige ja til kampen mod Barile, selvom italieneren har fire gange så mange pro-kampe og kommer med en række flotte knockout-sejre i bagagen.

“Nej, der var ikke så meget der. Han er en modig mand,” siger Kasper Holgersen om Maher Khatib, der lørdag aften bokser den tredje af i alt syv kampe på kortet ved Primetime Fight Night 6.0.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.