Nogle gange kan forskelsbehandlingen i UFC være en helt ubegribelig størrelse. Om fem uger mødes Jon Jones og Stipe Miocic i kamp om det sværvægtstitlen. En titel Jones har fået lov at sidde med i mere end halvandet år. En titel som Miocic tabte i sin seneste kamp for over tre et halvt år siden på dundrende knockout. Det er i den grad særbehandling, som de ifølge Dana Whites doktrin har gjort sig fortjent til via lang og tro tjeneste.
I den anden ende af skalaen finder vi Brandon Royval og Tatsuro Taira. Måske nok især Taira. Den fremadstormende japaner havde brugt seks år på at banke en rekordliste på 16-0 sammen – her af seks sejre i sine første to år hos UFC. Med en sejr havde han om nogen gjort sig fortjent til en mulighed mod Alexandre Pantoja med Kannibalens fluevægtstitel på spil.
I stedet har UFC valgt at give titelkampen mod den brasilianske champ til Tairas nyankomne landsmand Kai Asakura. Asakura forlod højtrespekterede Rizin i hjemlandet til fordel for UFC, som konkurrentens regerende mester i bantamvægt. Som sådan er det ikke en skandale, at han træder direkte ind i en titelkamp.
Filmen knækker der, hvor UFC vælger at melde ud om fluevægtstitelkampen ved UFC 310 få timer før Taira og Royvals main event. Alt ære og respekt for at forhandlinger kan være trukket ud, og at presseafdelingen gerne ville lave et stort statement med to titelkampe på én gang. Taira og Royval kan – selv om man tvivler – også have fået et vink med en vognstang på forhånd. Men det skriger altså ikke ligefrem respekt for fluevægt, når man melder en titelkamp ud lige oven i, at to af divisionens absolutte topnavne skal møde hinanden. Det både stjal deres spotlight og sugede en helt del af interessen ud af kampen. Med ét opslag på X var der pludselig meget mindre på spil.
Heldigvis lod Taira og Royval sig ikke mærke med noget i deres formidable fem-runders krig i The Apex. Absolut et af de bedste main events på UFC’s garagescene i det her kalenderår, hvis ikke det allerbedste. Det var hverken en kamp, hvor én dominerede den første halvdel med momentumskift midtvejs, eller en underdog leverede et flot comeback til slut. Det var 25 minutters stormfuld bølgen frem og tilbage. Royval og Taira stjal konstant overtaget fra hinanden og endda flere gange i hver omgang. En af de sjældne kampe, som ingen havde fortjent at tabe.
I sidste ende blev det Taira, der måtte se sin status som ubesejret smuldre, og det var tydeligt at se, hvor ondt det gjorde på Okinawa-krigeren. At sympatiske Royval havde mere travlt med at trøste sin modstander end at fejre en virkelig vigtig sejr, fortalte både alt om det slag vi havde set, og i øvrigt om Royvals karakter som menneske. Manden løb trods alt efter gerningsmanden bag et skuddrab på åben gade i sidste uge i Salt Lake City, så det burde ikke overraske, at han også satte empati over sin egen ekstase i nat.
Nu venter et par vigtige kapitler så for eliten af fluevægt. Om få uger vender Brandon Moreno tilbage for at møde den svensk-iranske titelbejler Amir Albazi, inden Pantoja altså byder Asakura velkommen ved årets sidste PPV i Las Vegas. Både Royval og Taira kommer til at få deres chancer for at kæmpe om UFC-titlen, og timing eller ej, så er det længe siden at vægtklassen har set ligeså spændende ud som nu.