I aften står den på Esbjerg Fight Night 4.0, og ligesom UFC-stævnet lidt senere på natten fra Seattle, har eventet i det vestjyske været plaget af afbud på fightcard. Faktisk så mange, at UFC godt kan pakke sammen med deres sølle seks afbud.
Matchmakingen til Esbjerg Fight Night 4.0 blev lagt i hænderne på to af Esbjerg Fightcenters medlemmer Rasmus Renaa og Lucas Czech, der begge prøvede kræfter med denne disciplin for første gang, og det har altså ikke ligefrem været en let proces fortæller Rasmus Renaa til Fighting.dk.
“Der har været meget at se til – især den sidste uge. Faktisk var der en der skrev til mig for en halv time siden, at han var faldet og havde slået hul i hovedet på en trappe. Så opdagede jeg, at hans modstander havde skrevet til mig seks timer inden, at han også trak sig,” siger Rasmus Renaa.
I alt er der løbet ni afbud ind til det årlige stævne, og fire af dem i de sidste fem dage op til aftenen. Men de to gutter, der begge er i starten af 20’erne, gav ikke op, og har samlet et imponerende fightcard med hele 16 opgør, som de godt 500 publikummer kan glæde sig til.

Ind imellem har de såmænd også været heldige, at et par afbud trods alt faldt sådan, så man kunne samle de resterende brikker.
“Det er lidt gået op i en højere enhed nogle gange – også i løbet af ugen her. Når to har aflyst, har det tilfældigvis været i forskellige vægtklasser (så man kunne matche de to tilbageværende, red.). Det har været lidt hektisk, men vi fik styr på det, og nu glæder vi os til i morgen,” siger Rasmus Renaa.
Og her fra overlader vi så ordet til ham og med-matchmaker Lucas, der for det ikke skal være løgn også selv er på kortet i aften. Fighting.dk er jo først og fremmest et MMA-univers, så vi bad de to esbjergensere om at løbe aftenens otte MMA-kampe igennem – men også lige co-main og main event. Sidstnævnte med en lokal muay thai-legende tilbage i buret for første gang i et årti – og sidste gang nogensinde.
ESBJERG FIGHT NIGHT 4.0:
Berzan Øzkahveci (Fighterzone.dk) vs. Sixten Balleby (Renegade MMA)
Lucas: Den har jeg matchet. I første kamp har vi Berzan og Sixten mødes i en juniorkamp. De er begge 17 år og får begge deres debut i buret.
Benjamin Matatre (Buddha Fight Academy) vs. Noah Kiel (Aalborg)
Rasmus: Det er mig, der har matchet den. Benjamin er 1-0 og Noah 2-1, hvis jeg husker korrekt. Jeg tænkte, det var en fin kamp at lave, fordi Benjamin er ret god bryder, og det er Noah også. Så det er nogle gutter, der kommer med grappling på højt niveau og kan vise publikum, hvordan det ser ud.

Jonas Møller Albertsen (Aalborg Martial Arts) vs. William Nissen (Renegade MMA)
Rasmus: Den her har vi matchet sammen. Jonas er debutant…
Lucas: …og William har én kamp i C-klasse som han har tabt.
Rasmus: Ja. Jonas har jo ikke så meget erfaring, og det har ham den anden heller ikke. Så vi tænkte, at de ville passe godt til at møde hinanden.
Lucas: De kæmper C-klasse.
Rasmus: Ja, selv om de er over 18. Det ville ham fra Renegade helst.

Simon Enemark (Esbjerg Fightcenter) vs. Coman Mircea (Tengu Team)
Rasmus: Simon er en af vores egne fra Esbjerg Fightcenter. Coman fra Rumænien er 0-1 og skulle kæmpe mod en fra Buddha, som vi havde matchet ham med, men nu har han fået Simon i stedet for. Det var en hurtig nødløsning, og han tager en short notice-kamp uden så meget træningscamp bare for at komme igang.
Lucas: Simon har været nede på 87 kilo sidste år, da han havde fuld fightcamp. Jeg tror godt, han kunne komme ned i mellemvægt med en hel camp.
Rasmus: Ja, der er lidt fedt på drengen.
Rafi (?) (Aalborg) vs. Muad Ghanim (Buddha Fight Academy)
Rasmus: Det er begge to debutanter i den lave vægtklasse. Vi håber, der kommer noget fed striking fra Buddha. Det kunne man godt forestille sig. Mod en god blanding af striking og brydning fra Aalborg, så den er vi spændte på.
Lucas: Især fordi det er debutanter.

Stephan Nielsen (Esbjerg Fightcenter) vs. Ilias Kolivas Parousidis (Århus Fight Academy)
Rasmus: To ret tunge drenge. Stephan havde kamp mod…
Lucas: Thor Iversen.
Rasmus: Ja, Thor Iversen – Mikkel Iversens lillebror – for et år siden ved sidste Esbjerg Fight Night, hvor Stephan tabte på en split decision. Og så er der Ilia, som vi faktisk var ude at se til UNITE i juni. Han vandt på TKO. Den var en mega fed kamp, der var fandeme gang i den.
Lucas: Stephans sidste kamp den var også fed. Han har fandeme et krigerhjerte. Og det har Ilia også. Så vi tænkte, det kunne være en virkelig fed kamp for publikum, fordi de begge to har en stil med at tage imod mange slag og give mange slag.
Rasmus: Vi regner med at der bliver gang i den. Ilia kæmpede mod Mikkel Hansen fra MIKENTA hos UNITE, og han har også kæmpet bareknuckle i Polen. Så vi glæder os rigtig meget til at se de store drenge gå ind og banke hinanden.
Qais Ibrahim (Esbjerg Fightcenter) vs. Emil Fischer (Lions Fight Club)
Rasmus: Emil fra Lions er debutant, og han møder Qais, som har været skadet i et år. Han kæmpede sidst en kamp til Low Key-stævne i Odense for nogle år siden, hvor han faktisk knockede Daniel Linden ud i første runde med en TKO-sejr. Det bliver spændende at se ham komme i buret igen. Han har haft en lang pause.
Lucas: Qais slår hårdt og er god på gulvet, og Emil kommer fra Lions i Horsens, hvor de også har meget fokus på gulvkamp, så vi tænker, det kan blive en fed brydekamp med masser af slag på gulvet.

Rashin Mohammadi (Fighterzone.dk) vs. Nahid Kartal (Frontline Muay Thai)
Lucas: Det er mig, der har matchet den. Nahid er 1-1 og har lige været i Thailand. De må ikke kæmpe i Norge, så han er meget glad for, at han kan komme til Danmark og få en kamp. Han har lige haft camp i Tiger Muay Thai i Thailand, hvis jeg ikke tager fejl. Han ser max klar ud, jeg har lige snakket med ham. Og så har vi Rashin, debutant fra Fighterzone, og han kommer også fra en bryderklub, så det kan godt ende på gulvet.
Rasmus: Så var der noget med hvem han har i hjørnet…
Lucas: Ja! Nahid kommer fra Frontline, men jeg tror også, han har Fouad Sandbeck fra Renegade i hjørnet. De to er venner. De har mødt hinanden i Thailand, og det er gennem Fouad, at vi har fået kontakt til ham. Der skal faktisk gives shout out til Fouad, for han har hjulpet med at matche en del MMA-kampe til det her event.
Lucas Czech (Esbjerg Fightcenter) vs. Jeppe (Aabenraa Muay Thai) – K1
Rasmus: Ja det er så Lucas’ kamp. Den her Lucas. Han har ikke selv matchet den, men det er også blevet en sidste øjebliks modstander, fordi der var nogen, der sprang fra, og vi kender faktisk ikke så meget til Jeppe fra Aabenraa Muay Thai. Han kæmpede ved Esbjerg Fight Night sidste år, og han sagde ja, så den tog vi. Der har været virkelig mange afbud her i ugen op til, og vi har skulle finde mange løsninger. Sågar i dag selv om det er et amatør-event. Det havde været noget juks især for dem, der er kommet fra Rumænien, hvis man stod og skulle være en nar og aflyse deres kamp, når de havde købt billet. Så vi har været ude og finde en masse nødløsninger.

Johnny Bilager vs. Paul Cornea (Tengu Team) – K1 – DCKF European Championship
Rasmus: Hovednavnet er Johnny her fra Esbjerg, som har kæmpet helt tilbage siden starten af 00’erne. Paul fra Rumænien har også en del pro-kampe. Jeg tror, hans score er 10-2 i K1. Johnny kommer fra en muay thai-baggrund, men det ville rumæneren ikke være med til, så Johnny tog kampen i K1. Det er 10 år siden, han sidst var i kamp, og han har haft et ønske i noget tid om at komme tilbage i ringen og lige få one last dance inden han stopper. Han er 43 og har en ret god rekordliste på 36 vundet og seks tabte i alt. Paul er 21 og kommer fra vist nok den næststørste klub i Rumænien, så det bliver spændende at se den gamle veteran mod den unge sultne løve.