Ikke siden 2021 har MMA-sportens vel nok største stjerne gennem tiden, Conor McGregor, været officielt i kamp. Den flamboyante irer har siden adskillige gange hintet om et comeback over for sine millioner af følgere på sociale medier – men hver gang er det løbet ud i sandet.
Nu kunne det godt ligne, at et McGregor-comeback er tættere på end længe.
Den anerkendte MMA-journalist Ariel Helwani melder i sit eget show, The Ariel Helwani Show, at UFC’s plan er at booke McGregor mod Max Holloway som main event ved UFC 329 den 11. juli i T-Mobile Arena i Las Vegas – det store afslutningsshow under UFC’s årlige International Fight Week.
Kampen er endnu ikke officielt bekræftet, men Helwani betegner Holloway som den klare frontløber til at møde ireren ved hans længe ventede comeback.
Næsten fem år ude
McGregor har ikke kæmpet siden juli 2021, da han brækkede benet i første runde mod Dustin Poirier ved UFC 264. Siden har der været utallige rygter om et comeback – senest mod Michael Chandler, der løb ud i ingenting på grund af en brækket tå hos McGregor.
At det nu ser ud til at nærme sig, understøttes af, at McGregor ifølge flere medier har gennemgået flere dopingtest i 2026 end nogen anden UFC-fighter, hvilket kan være et signal om, at han er i gang med seriøse forberedelser.
En rematch med historik
Bliver kampen til noget, er der tale om en rematch. De to mødtes første gang ved UFC Fight Night 26 i Boston i august 2013.
Det var McGregors anden professionelle kamp i UFC. Dengang var Holloway en purung fighter, og McGregor vandt på enstemmig afgørelse.
Siden har de to taget vidt forskellige veje til toppen. McGregor blev historisk som den første fighter til at holde to UFC-titler samtidig i fjervægt og letvægt. Holloway gik den lidt længere vej og er i dag en af sportens mest anerkendt fighters, der både har været champ i fjervægt, haft BMF-titlen og har rekorden for flest significant strikes i UFC’s historie.


