Danmarks kampsportsunivers

Sandbecks pro-debut var tæt på aflysning: Sagde ja til syv andre før ukrainsk journeyman

Fouad Sandbeck på vej mod sejren over Robin Ylimäki i Brøndby Hallen sidste år. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA

Tidligere i dag blev det meldt ud, at Fouad Sandbeck har fået en ny modstander på plads til sin professionelle debutkamp i Brøndby Hallen den 28. marts.

MMA GALLA har matchet ham mod den 31-årige ukrainske journeyman Alexander Krupekin, der har hele 45 professionelle kampe på CV’et – 38 af dem har ukraineren tabt, og de seneste 18 kampe i buret har alle budt på nederlag.

Læs også: MMA GALLA vol. 30: Sandbeck får ny modstander med 45 pro-kampe

Fouad Sandbeck fortæller dog til Fighting.dk, at der var adskillige andre potentielle modstandere i spil, inden Krupekin blev den endelige løsning.

“Der er virkelig blevet kæmpet for at finde en ny modstander, og jeg har sagt ja til syv andre, før ham her faldt på plads,” siger Fouad Sandbeck.

Kunne have mødt VM-medaljevinder
De øvrige kandidater spændte vidt: ubesejrede fighters, en debutant og en erfaren amatørkæmper med VM-bronze på CV’et. Ingen af dem endte dog med at sige ja til en kamp mod Sandbeck.

“Enten kunne de ikke nå at komme i vægt, eller også ville de kæmpe på et andet tidspunkt. Jeg er rykket op i vægt for kampens skyld, for ellers var den blevet aflyst,” lyder det fra Fouad Sandbeck, der møder Krupekin i bantamvægt op til 61 kilo.

Læs også: Fouad Sandbeck inden pro-debut: “Glæder mig bare til at vise mit nye niveau”

Og selvom en rekordliste med 38 nederlag i 45 kampe selvsagt ikke ligefrem imponerer Fouad Sandbeck, understreger han, at han tager kampen meget seriøst og forventer en hårdfør modstander.

“Jeg er helt med på, at han ikke har en prangende record, men det er min debut det her – mod én, der har 45 kampe. Så det er en hård fyr med rigtig meget erfaring,” siger Fouad Sandbeck.

MMA GALLA vol. 30 – med Fouad Sandbecks pro-debut som første kamp på main card – løber af stablen i Brøndby Hallen den 28. marts.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.