Simon Seiler blev for en uge siden MMA GALLAs første mester i weltervægt. Submission-specialisten fra Great Danes i Odense vandt på bare 48 sekunder over Mikkel Hennings, og han skulle ligeledes heller ikke lede længe efter sin første udfordrer.
Der gik nemlig ikke mange timer efter stævnet sluttede, før flere af Mikkel Hennings holdkammerater fra CSA bragte et titelforsvar mod Janus Olsen på banen i kommentarsporet på et instagram-opslag fra MMA GALLA. Olsen er også fra CSA, og vandt en flot sejr over Gabriele Varesano ved stævnet lørdag. Overfor Fighting.dk erklærede han sig da også særdeles interesseret i titelkampen.
“De der CSA-drenge, de skal lige klappe hesten,” siger Simon Seiler med et smil, da Fighting.dk bringer emnet på bordet. Seiler har ikke travlt med at komme tilbage på kanvassen efter et aktivt 2024, der inden for den seneste måned alene har budt på to kampe.
“Min plan er lige nu ikke at kæmpe før engang til foråret. Såfremt det bliver hos MMA GALLA,” siger Simon Seiler, der tidligere har luftet ambitioner om at komme udlands, når titlen var i hus.
“Jeg har en halv plan i støbeskeen for at komme ud over landets grænser, som jeg ikke vil eller kan offentliggøre lige nu. Men i første omgang vil jeg godt lige nyde en måned eller to, hvor jeg gasser en lille smule ned. Samtidig med at jeg træner og holder mig skarp selvfølgelig, men jeg skal lige lande i det her med at have haft et supergodt år og at stå med titlen,” lyder det fra den nyslåede champ. Han tilføjer:
“Så er der også den faktor, at hvis jeg kæmper for MMA GALLA, så er det som udgangspunkt noget Otto, Claus og Nick bestemmer. Så må jeg se, hvad der er stemning for der.”
Men ligesom Janus Olsen var respektfuld over for Simon Seiler i sin udfordring, så er der også anerkendelse den anden vej.
“Man kan jo ikke komme uden om, at Janus er et absolut relevant navn i MMA GALLA-regi og også i skandinavisk regi efterhånden. Hvis det er det, MMA GALLA vælger, så er det ham. Det kunne fandeme da være et brag af en kamp,” siger Simon Seiler.
“Nu har Janus og jeg været et muligt match up i en del år som både amatører og professionelle, så det kunne da være spændende at få den afgjort.”
MMA GALLA har endnu ikke meldt datoen for deres første stævne i 2025 ud, men bliver det i foråret, så er der altså meget, der taler for, at weltervægtstitlen kommer på spil igen.