Danmarks MMA-univers

Selvsikker Sandager inden pro-debut: “Jeg er landets bedste striker”

Patrick Sandager i kamp ved MMA GALLA som amatør. I Brøndby Hallen debuterer han nu som professionel mod Shambk Kulludra. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA

Patrick Sandager er seneste skud på stammen over store danske MMA-talenter, der i nærmeste fremtid får deres professionelle debut i buret.

Læs også: Nu er datoen for Sandagers pro-debut på plads

Sidste uge kunne MMA GALLA således løfte sløret for, at Patrick Sandager bliver en del af den danske MMA-promotions stævne i Brøndby Hallen til september.

Den unge Aalborg Martial Arts-kæmper skulle have både have pro-debuteret og kæmpet main event, da MMA GALLA var i Aalborg for 14 dage siden. Men et skadet knæ hos danskerens modstander tvang MMA GALLA til at aflyse main event få timer før, eventet gik i gang.

Læs også: Fik main event aflyst på hjemmebane: “Patrick er jo dybt ulykkelig”

Patrick Sandager er derfor også tilfreds med, at han nu har en kampdato at se frem til – selvom den selvsikre nordjyde faktisk havde forventet at få en plads på kortet i Brøndby Hallen.

“Jeg er vel glad for, at der er en dato på, men var aldrig i tvivl om, at jeg kunne få et spot på kortet til september. Det var det mest logiske valg,” lyder det fra den kommende pro-debutant.

Ud over Patrick Sandager har MMA GALLA også offentliggjort Oskar Lang, Mikkel Iversen og den irske weltervægt-champ Cian Cowley til kortet i Brøndby Hallen.

Læs også: Klar til pro-debut efter skadeshelvede: “Jeg glæder mig mega meget”

Ingen af de fire pro’er har endnu fået en modstander bekræftet. Men hvem Patrick Sandager skal stå ansigt til ansigt med i Brøndby Hallen bekymrer ham heller ikke.

“Jeg er ærlig talt fuldstændig ligeglad med, hvem jeg skal op imod. Jeg ser ingen, der hverken kan eller tør stå imod mig. Jeg er landets bedste striker. Og jeg er heller ikke så let at tage ned, og selv hvis man prøver, så har jeg nogle onde submissions. Jeg er klar til september mod hvem end, MMA GALLA vælger at komme op med.” lyder det fra Patrick Sandager.

Læs også: Fouad Sandbeck: “Jeg er den bedste bantamvægter i Danmark”

Det er den 6. september, at MMA GALLA vol. 26 afvikles i Brøndby Hallen.


Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.