Danmarks kampsportsunivers

Sene forandringer: Burnell joiner Dominance, ny dansk profdebutant på kortet

Mads Burnell efter en tidligere sejr i Bellator. Foto: Instagram

Det har været en hektisk dag hos Dominance FC før den store premiere i morgen, men der er alligevel blevet tid til et par spændende tilføjelser til det første stævne.

Mindre end et døgn før stævnet er en ekstra kamp faldet på plads. Danske Abdullah Amer får sin professionelle debut efter otte amatørkampe (6-2), og hans modstander bliver den 35-årige englænder Will O’Reilly. ‘Irish’, som englænderen kalder sig, har en enkelt professionel MMA-kamp og to som amatør på cv’et, og er blevet stoppet i første omgang i alle tre. Hans amatør- og profdebut ligger dog henholdsvis i 2015 og 2016, mens den sidste amatørkamp blev kæmpet i 2022. De senere år har O’Reilly fokuseret mere på boksning, hvor han ifølge Tapology har en rekordliste på 1-15.

Et noget mere bemærkelsesværdigt navn, som er blevet tilføjet aftenen, er ingen ringere end Mads Burnell. Godt nok skal han ikke i kamp, men Burnell sætter sig til rette i KB Hallen ved siden af Patrik Wozniacki, når prelimskampene begynder omkring 18.20. Burnell har før kommenteret stævner på dansk jord, og Mark O. Madsen glæder sig til at overlade mikrofonen til PFL-kæmperen.

”Han er en super underholdende kommentator og person, og er der noget vi gerne vil hos Dominance FC, så er det at underholde vores seere. Mads nogle fede one-liners og noget fed inside (information red.). Jeg tror Mads Burnell er den helt rigtige,” siger Mark O. Madsen til Fighting.dk

Når main card starter kl 21. i KB Hallen overlader Mads Burnell pladsen til UFC-stjernerne Henry Cejudo og Kelvin Gastelum.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.