Tidligere i dag kunne vi her på Fighting.dk løfte sløret for, at Emil Shahriari er den seneste danske MMA-kæmper, der har skrevet kontrakt med Airtox Dominance FC.
Læs også: Mark O. skriver med ny pro-kæmper: “Han har hele pakken”
Ikke overraskende er det en glad Emil Shahriari, som sætter ord på fremtiden som professionel kæmper for ADFC.
“Jeg har kæmpet ved en del forskellige promotions, og jeg må bare sige, at DFC er en fed promotion, og KB Hallen er et fedt sted at kæmpe,” lyder det fra Emil Shahriari.
Emil Shahriari i kamp ved ADFC 3.0, hvor han besejrede Nahid Kartal. Foto: ADFC
Han debuterede som ADFC-kæmper ved det netop afviklede 3.0-stævne i slutningen af april måned. I en tæt kamp mod norske Nahid Kartal (2-1) tog danskeren en enstemmig dommerafgørelse.
Læs også: “Min seneste modstander var ti gange bedre end Fouad”
“Jeg var virkelig nervøs for at skulle kæmpe sidst. Det giver lidt ekstra pres at skulle præstere i buret foran en masse mennesker, man kender og som man har haft op- og nedture med. Men det er en del af gamet, at man skal lære at håndtere det. Vi kan jo alle sammen slås, men det handler om at kunne levere bedst, når der er pres på,” fortæller Emil Shahriari.
Efter aftale med Mark O. Madsen får Shahriari med tilnavnet ‘Bambam’ et par amatørkampe mere, inden han efter planen debuterer som professionel ved ADFC 5.0, der afvikles i KB Hallen den 20. december.
“Ved, hvad der skal arbejdes med”
Allerede umiddelbart efter sin sejr ved ADFC 3.0 fortalte Emil Shahriari til Fighting.dk, at det godt kunne give mening at tage en kamp eller to mere som amatør.
‘Bambam’ var nemlig ikke helt tilfreds med sin egen indsats.
“Jeg ved godt, hvad jeg skal arbejde på, og jeg tror, jeg skal have nogle stående kampe, inden jeg går pro. Samtidig skal jeg have grapplet mere fra bunden. Jeg har en dårlig vane med at ligge og slappe af, når jeg er på bunden, fordi der ikke er nogen, der har sat mig i fare derfra, men det skal fikses, inden jeg går pro, lød det dengang fra en ærlig Emil Shahriari.
Nu får han så efter planen både to amatør-kampe mere og et nordisk MMA-mesterskab på cv’et, inden han får sin pro-debut ved ADFC 5.0 mod slutningen af året.