Det er snart et år siden, vi sidst har set Rasul Khalimov i kamp.
Fight Team Kolding-kæmperen har været ude med flere forskellige skader, men nu er han skadefri – og kan ikke vente med at komme i buret igen.
“Glæd jer til, jeg vender tilbage i buret. Det bliver en helt ny stil,” fastslår Rasul Khalimov, der for få dage siden brugte sine sociale medier til at udfordre Haslev Grappling Academys Tobias Vorm til en kamp.
Læs også: Kolding-profil nærmer sig comeback: Vil møde ubesejret dansker efter lang skadespause
Det er en brækket hånd og en slem skulderskade, der har holdt Khalimov ude i mere end ti måneder nu, fortæller Kolding-profilen, der kom flyvende fra land som MMA-fighter.
På overlegen vis vandt den unge dansker med de tjetjenske rødder sine første to kampe på TKO over Adam Kronborg og Mads Rasmussen – men de kampe, og senere karrierens eneste nederlag til Anton Bang, blev der kæmpet i mellemvægt.
Men nu rykker Khalimov ned i vægt.
“Planen er enten weltervægt eller super weltervægt,” siger han.
Khalimov har i første omgang udfordret Tobias Vorm til en kamp ved MMA GALLA vol. 34 den 31. oktober i Fredericia – og netop den by ligger godt for Kolding-klubben.
“Fredericia er også hjemmebane for os. Både Kolding, Fredericia og Haderslev er vores hjemmebane, da vi har kæmpere fra alle byerne, der træner hos os,” fortæller Rasul Khalimov.



