Primetime Fight Night 7.0 bliver en kamp mindre end oprindeligt meldt ud.
Den danske prof-debutant Joe Joe Fahn kommer nemlig ikke i kamp, da Hornslet-bokseren er blevet skadet.
“Vi blev ringet op og fik fortalt, at han desværre er ukampdygtig,” fortæller Primetime Boxings promotor, Kasper Holgersen.
Læs også: Tidligere dansk mester klar til prof-debut ved Primetime Fight Night 7.0
Han ærgrer sig over afbuddet fra Joe Joe Fahn, der har en flot amatørkarriere bag sig med blandt andet et dansk mesterskab, og altså var klar til at tage springet over i de professionelles rækker i morgen.
“Han er en spændende bokser, og selvom han repræsenterer Hornslet, så er han jo fra Holstebro, så han kunne helt sikkert godt have trukket nogle tilskuere til,” fortæller Kasper Holgersen om morgendagens stævne, der afvikles i Tim-Hallen nord for Ringkøbing — godt en halv times kørsel fra Holstebro.
Primetime Fight Night 7.0 består nu af i alt fem professionelle kampe, der kan ses i morgen aften fra klokken 18.50 på DirekteSport.dk.



