Jon Stadil Palm står foran sin professionelle MMA-debut, når han går i buret med den norske muay thai-mester Ihsan Mangal ved DFC 2.0.
Stadil Palm er en del af den københavnske klub CSA, hvor også mangeårige udlandsprofessionelle Søren Bak holder til. Bak har fuldt Jon Stadil Palm, siden sidstnævnte blev en del af CSA, og de træner jævnligt sammen i lokalerne på Tomsgårdsvej i Nordvest.
Læs også: Jon Stadil Palm: Har skudt mig selv i foden
“Fra da jeg mødte Jon første gang og til den mand, han er i dag, der er sket en kæmpe udvikling,” siger Søren Bak til Fighting.dk og tilføjer:
“Han er et humørbundt og altid optimistisk.”
Troede han var klar til at blive verdensmester
Måske var Jon Stadil Palm også en anelse mere optimistisk end hvad virkeligheden var, da han kom ind i MMA-miljøet med sin baggrund fra en anden kampsport.
“Han har selv joket med det til mig, at dengang han startede i CSA var han jo karate-mand og tænkte ‘Jeg skal bare lige lære at forsvare et par takedowns, så er jeg klar til at blive professionel og blive verdensmester,” fortæller Søren Bak.
Læs også: Mark O. Madsen signer DFC’s første kæmper på længere kontrakt
Han anerkender dog også, at ‘Lillebjørn’ har gjort sit grundarbejde og nu står rigtig godt rustet til overgangen fra amatør til professionel.
“Han indså nok, at det tog lidt længere tid at lære at forsvare takedowns og lære at bruge dem offensivt, men han er jo nået dertil nu. Så han kan jo det hele og har taget den rigtige vej dertil.”
Læs også: Søren Bak med triste nyheder
Jon Stadil Palms debut ved DFC 2.0 finder sted 11. januar i KB Hallen. Se info om stævnet her.