Søren Bak fortalte for nylig til Fighting.dk, at han efter et par års pause med et ødelagt korsbånd i sit ene knæ har revet korsbåndet over i det andet. Dermed venter der igen operation og et år med genoptræning for ‘True Viking’.
Han har heldigvis ikke opgivet MMA-karrieren, og har under den lange skadespause været i løbende dialog med både Bellator og PFL, som har opkøbt Søren Baks amerikanske arbejdsgiver, mens han har genoptrænet. Det amerikanske eventyr er altså ikke nødvendigvis slut.
‘Boring Motherfucker’
Bak nåede tre kampe i Bellator inden skaden. I to af de tre gik han i buret med knæskader, der hæmmede hans præstationer og medvirkede til, at han gik mindre offensivt til værks end i sine tidligere kampe for blandt andet Cage Warriors.
Hans første modstander i Bellator var Terry Brazier, der ikke ligefrem tog sit nederlag pænt, men gik forbi mikrofonen ved Baks vinderinterview og råbte ‘boring motherfucker’. Den danske letvægter erkender, at kampen ikke ligefrem var en publikumsbasker.
“Kampen mod Terry Brazier var ikke den mest interessante,” erkender Søren Bak. Han mener dog heller ikke, at Brazier gjorde noget, for at gøre den mere interessant.
“Hvis jeg får ham ned at ligge er det i min bog hans ansvar at gøre det til en spændende kamp derfra. Det var ham, der ikke tog nogen chancer for at forbedre sin position,” siger Bak og uddyber:
“Ofte ser vi de her kampe hvor, at hvis jeg får dem ned og kan holde dem nede, så er de nødt til at tage chancer for at komme op igen. Give ryggen eller give en bedre position væk for at skabe noget momentum. Terry sad bare på numsen og tog imod slag hele vejen igennem.”
Vil tilbage til brandkampene
“Du har tidligere haft brandkampe i Cage Warriors. Giver det også noget benzin at komme tilbage, at du gerne vil vise det, du før har vist igen?”
“Helt sikkert. Det har altid været den fighter, jeg gerne vil være, og det vi har trænet til. Men ud af mine tre kampe i Bellator havde jeg i debuten delvist overrevet et sideledbånd i knæet en uge før kampen. Min kamp i USA (mod Bobby Lee red.) var uden skader, og min sidste kamp i Paris (mod Charlie Leary red.) var med et overrevet korsbånd, som jeg bare ikke kendte til,” siger Søren Bak.
Han så heller ikke noget incitament til at risikere værre skader og dermed længere pauser i sine kampe for Bellator, hvor lønnen var langt bedre end i Cage Warriors.
“Det her med at gå fra Cage Warriors, hvor du får lidt håndører, der ikke påvirker din økonomi, til de voksnes rækker – de store forbund som Bellator – hvor der rent faktisk er penge på bordet, og kontrakterne er bygget op så du får halvdelen af lønnen for at stille op og halvdelen, hvis du vinder. Det er i min optik heller ikke gearet imod, at man satser hele butikken, hvis man har svage led.”
I videoen herunder ser Søren Bak tilbage på sine Bellator-kampe.