Det var en glad Mark O. Madsen, der efter Dominance FC’s premierestævne, mødte pressen og beredvilligt svarede på spørgsmål.
– Det var en storslået aften. Jeg er super stolt af hele teamet, og alt det vi har løftet sammen på så kort tid, fortalte DFC-præsidenten, der har haft mere end almindeligt travlt de seneste dage.
Fem afbud med kort varsel betød overarbejde for den ærgerrige tidligere OL-sølvvinder.
– Fem pullouts. Det er en hård start. Jeg har faktisk ikke noget imod, at noget er hårdt i begyndelse. Men næste gang håber jeg for hele teamets skyld, at vi ikke behøver at kæmpe så hårdt, lød det fra Madsen, der mente stævnet overordnet set havde været vellykket.
Det var dog én ting, DFC-præsidenten gerne havde været foruden. For i en ellers stemningsfyldt KB Hallen røg lyden pludselig på det mest kritiske tidspunkt – lige før Mersel Terteryan og Rajbek Bisultanov skulle i buret som eventets to hovedattraktioner.
– De tager lige de sidste fem procent, at lyden ryger til de sidste to kampe. MMA er bare bedst med lyd. Men jeg var nødt til at grine lidt af situationen. Men det var faktisk også det eneste. Ellers er jeg meget glad og meget stolt, fortalte Mark O. Madsen.
Husk, du kan læse eller genlæse vores liveblog fra samtlige kampe på Dominance 01-kortet lige her.


