Danske Frederik Strauss forsvarer lørdag aften de rød-hvide farver på den internationale MMA-scene.
Den danske Arte Suave-kæmper er nemlig fløjet til Stockholm for at møde svenske Samuel Bark i en titelkamp om Allstar Fight Nights fjervægtstitel.
Læs også: Strauss får titelkamp i Sverige – kan være indgang til OKTAGON
Selvom Samuel Bark (12-2) er en på papiret stærk modstander og også har hjemmebanefordel, ser Arte Suaves headcoach, Nikolai Koubti, gode chancer for at få AFN-titlen med hjem til Danmark.
“Vi ser klart nogle rigtig gode muligheder mod Bark. Han er jo ekspert stående, må man sige, og de fleste tænker Frederik som en grappler, fordi han afslutter alle sine kampe på submission. Men glem ikke, at det bare er et bevis på, hvor allround Frederik er. Frederiks baggrund er det stående, og han er en af de bedste stående kæmpere, vi har i klubben. Han har også flere thai- og boksekampe bag sig, så det er bestemt ikke kun på gulvet, vi kan lukke kampen,” fortæller Nikolai Koubti til Fighting.dk direkte fra Stockholm.
Fine forberedelser
Her er både Frederik Strauss og Samuel Bark vejet ind og dermed klar til kamp.

Frederik Strauss ved indvejningen forud for AFN-titelkampen. Foto: Nikolai Koubti
Ifølge Nikolai Koubti har Frederik Strauss haft en god camp frem mod titelkampen, og det skyldes ikke mindst deres årelange samarbejde.
“Forberedelserne har været ganske fine. Det er jo Frederiks tiende professionelle kamp, så han kender sin krop rigtig godt og ved, hvornår han skal træne hårdt, og hvornår han skal slappe af. Jeg har også haft Frederik siden hans amatørdage og har kendt ham i 13-14 år, så jeg ved også, hvornår vi skal pushe, og hvornår det er tid til at holde ham lidt tilbage i løbet af sådan en camp,” lyder det fra Arte Suaves headcoach.
Titelkampen i Sverige kommer kun tre og en halv måned efter, at Frederik Strauss vandt fjervægtsbæltet i MMA GALLA med en flot submission-sejr over den ellers ubesejrede italiener Edoardo Caiazza.
Læs også: MMA GALLA-promotor: Stolt når vi åbner døre for vores kæmpere
En titel, der har været med til at gøre Frederik Strauss ganske eftertragtet – også internationalt.
“Efter han vandt MMA GALLA’s titel har jeg fået flere henvendelser fra promotions samt andre managere, der gerne vil arbejde med Frederik, fortæller Nikolai Koubti og fortsætter:
“Årsagen til, at vi valgte AFN, var simpelthen, fordi det er et utrolig spændende og taktisk matchup for os. Derudover er Samuel (Bark, red.) rangeret som nummer ét i Skandinaviens featherweight-division, og den plads vil vi meget gerne overtage.
Holdkammerat skal også i kamp
Frederik Strauss er i øvrigt ikke den eneste dansker – eller Arte Suave-kæmpe for den sags skyld – der skal i aktion ved AFN X lørdag aften.
Læs også: Arte Suave-duo jagter titel og comeback-sejr ved svensk jubilæumsstævne
Også Arte Suaves Alexander Antonov skal i buret, når han på main cardets tredjesidste kamp skal op mod det svenske talent, Liam Pitts.
AFN X finder sted i Strawbarry Arena i Stockholm Arena og er – som navnet antyder – AllStar Fight Nights 10. stævne i historien. Det starter klokken 18.00 med precard-kampene. De to danskere forventes i aktion omkring kl. 21.30 og 22.30.
Stævnet kan streames direkte via Aftonbladet+ (kræver abonnement).



