Danmarks kampsportsunivers

Svensk pro-debutant vil sende et klart signal: ”De andre fightere skal vide jeg er her”

August Jacobsson th. efter en træning med Shadi Fakhouri. Foto: Privat

Lørdag aften får August Jacobsson sin professionelle debut, når han går i buret til den første kamp på main card ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen.

Og den svenske Victory Tournament-vinder er ikke i tvivl om, at han er klar til at tage næste skridt i sin karriere.

Læs også: Victory Tournament-vinder får pro-debut ved MMA GALLA vol. 30

“Jeg har følt mig klar i et stykke tid. Jeg ville egentlig have gjort det sidste år, men turneringen gjorde, at jeg ikke kunne. Jeg har gerne villet gå pro længe nu,” siger Jacobsson med henvisning til netop Victory Tournament.

Her besejrede svenskeren den danske profil Sigurd Rømer på submission kort før tid i tredje runde – alligevel er han ikke helt tilfreds med det niveau, han fik vist i turneringen.

“Jeg var meget kritisk, fordi jeg ærligt talt følte, at jeg var dårlig i begge fights. Både i semifinalen og finalen. Jeg følte ikke, at jeg var i nærheden af mit niveau,” siger Jacobsson, der i semifinalen besejrede den stærke Arte Suave-kæmper Rida Jawad.

En god teknisk fighter
Man må dog sige, at svenskeren trods sin egen kritiske holdning har markeret sig stærkt i amatørrækkerne. Nu går han så ind i det professionelle felt med et klart mål om at levere en stærk præstation – ikke bare et resultat.

“Det eneste, jeg viste sidst, var, at jeg kan vinde, selv når jeg præsterer dårligt. Men det er ikke sådan, jeg vil være kendt. Jeg vil være kendt som en rigtig god fighter teknisk – ikke bare en, der kæmper hårdt,” lyder det fra August Jacobsson.

Efter hans sejr i Victory Tournament har han justeret sin tilgang til træning og intensitet for at tage næste skridt i udviklingen.

Læs også: MMA GALLA ramt af afbud: Dansk kæmper trækker sig fra Victory Tournament

“Jeg har trænet hårdere. Mere intens sparring, længere sessions. Jeg har ikke ændret alt, men jeg har skruet op for intensiteten,” forklarer han.

Det skal lørdag aften gå ud over fransk Guilhem Vles. Det er en modstander, som August Jacobsson ikke har det store kendskab til – men som han alligevel tager seriøst.

“Jeg ved faktisk ikke så meget om ham. Jeg har set en kamp på YouTube, hvor han knockede sin modstander hurtigt. Han har været pro i et stykke tid, så han er helt sikkert god,” vurderer Jacobsson.

Han har dog en klar ide om, hvor han selv har fordelene i opgøret.

“Jeg tror, jeg er mere frisk i gamet. Jeg har været aktiv, og jeg tror ikke, hans grappling kan matche min. Det er en af mine største styrker,” mener den svenske Victory Tournament-vinder.

Føler mindre pres
Selvom en professionel debutkamp giver lidt øget opmærksomhed, mærker Jacobsson ikke et ekstra pres. Tværtimod oplever han, at han allerede har bevist sig selv.

“Jeg føler mindre pres nu, end jeg gjorde i starten. Dengang følte jeg, at jeg skulle bevise alt. Nu har jeg vundet Victory Tournament, så jeg føler, jeg allerede har bevist noget. Jeg fighter bare, fordi jeg elsker det,” siger svenskeren, der går i buret lørdag med en klart mål om at stoppe sin franske modstander.

“Jeg vinder via finish. Og budskabet er, at alle de andre pro fighters skal vide, at jeg er her nu. Jeg vil ikke bare vinde – jeg vil lave en præstation, jeg kan være stolt af bagefter,” siger Jacobsson.

Læs også: Victory Tournament-vinder ser frem til pro-debut: “Vil vise hvor god jeg er”

Svenskerens kamp mod Rida Jawad blev dengang kåret som aftenens bedste af fansene i Brøndby Hallen – en præstation, August Jacobsson forventer at gentage lørdag aften

“Fansene kan forvente endnu en ‘Fight of the Night’ eller en ‘Finish of the Night,” fastslår han.

MMA GALLA vol. 30 – med August Jacobsson vs. Guilhem Vles som første pro-kamp – løber af stablen lørdag aften i Brøndby Hallen.

Kan du ikke se eventet direkte fra hallen, så kan du streames det hele fra klokken 18.00 hos ‘DirekteSport | Dit ultimative sportsunivers’.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.