Marsel Terteryan har stadig ikke opgivet sit ønske om en kamp mod muay thai-fighter Niclas Larsen, som han udfordrede efter sin debut ved Dominance FC 01.
I dagene efter skød Terteryan og Larsen lidt frem og tilbage på hinanden, ligesom de også udvekslede holdninger i et dobbeltinterview med MMA Jefe.
Men Marsel Terteryan har selv fået andre udfordringer. Både fra det danske MMA-miljø men også udefra. Senest med en ganske prominent afsender ovre fra bokseringen.
Gammel landsholdskollega
“For nylig kom der en fra Enock Poulsen, som jeg boksede på landsholdet med i sin tid. Jeg er ikke sikker på, hvor seriøs han er med det, men når mange folk gerne vil kæmpe mod mig og bruge mit navn til at få opmærksomhed, så gør jeg jo igen et eller andet rigtigt,” siger Marsel Terteryan til Fighting.dk.
Enock Poulsen er en af de senere års mest succesfulde danske boksere, som blandt andet har været europamester hos EBU. Han var ubesejret i bokseringen, indtil en skulderskade tvang ham til at give op midt sin seneste kamp mod engelske Adam Azim i februar. Poulsens rekordliste hedder nu 14-1.
Ufordringen fra Poulsen kom ligesom flere af Terteryans andre på Instagram.

“Vi kender jo hinanden fra boksemiljøet og har haft mange sparringsrunder, selv om han boksede en vægtklasse over mig. Jeg havde hørt, at han har trænet noget grappling, men jeg havde nu ikke lige set den komme. Måske mener han, at der vil være penge i en kamp mellem mig og ham. Som sådan synes jeg da, han er et spændende navn, selv om det nok først er lidt ude i fremtiden,” siger Terteryan.
Et større navn
Marsel Terteryan møder til januar norske Afrim Thaqi ved DFC 02. Men han har som nævnt stadig et øje rettet mod Niclas Larsen, som i weekenden besejrede italienske Verdicchio Clemente ved en muay thai-kamp for den danske promotion Elite Fight League.
“Men jeg er også nødt til at sige, at min karriere kører videre, og i takt med at der kommer call outs og andre spændende muligheder, så ryger Niclas om bag i køen med alt sin østrogen-snak, hvis han fortsætter med det. Hvis han kun vil holde det på sociale medier, så går jeg videre, for der er mange andre spændende muligheder.”
En af dem kan altså være hans gamle kollega fra amatørlandsholdet i boksning.
“I forhold til danske medier er Enock Poulsen jo et større navn, hvis man googler dem. Men nu må vi se. Man kan jo se, hvor meget opmærksomhed, der er kommet omkring mig efter én kamp. Hvis jeg får bygget en længere række sejre op, så kan det blive rigtig spændende, tror jeg,” slutter Marsel Terteryan.