Dina Thorslund gør comeback i ringen den 31. januar, men det bliver mod en anden modstander end først planlagt.
Oprindeligt skulle den danske verdensstjerne have mødt brasilianske Lila Furtado i en WBC Interim VM-kamp i Kolding, men på grund af uenigheder om kontraktvilkår har Furtado trukket sig.
Læs også: Kæmpe boksestævne venter: Jakob Bank møder Canelo-udfordrer – Thorslund gør comeback
I stedet skal Thorslund nu møde spanske Almudena Álvarez (7-3), der er regerende EBU Europamester i superfjervægt.
Det oplyser Primetime Boxing på deres sociale medier.
MVP finder ny udfordrer
Det er Thorslunds promoter, Jake Pauls Most Valuable Promotions (MVP), der har været nødt til at finde en ny modstander til det modsatte ringhjørne.
“På grund af uenigheder om kontraktvilkår er den oprindelige modstander blevet erstattet af den regerende Europamester i superfjervægt, Almudena Álvarez fra Spanien. Álvarez er en teknisk dygtig og erfaren bokser, der indtager ringen med stor selvtillid og internationale ambitioner,” skriver Primetime Boxing om modstanderskiftet.
Álvarez vandt EBU EM-titlen i 2024 og var som amatør spansk mester tre gange – i 2017, 2018 og 2019.
Primetime Boxing understreger, at man er glade for at have fundet en ny modstander til Dina Thorslund, da det generelt er en vanskelig opgave. Den danske verdensstjerne er anerkendt som en af verdens absolut bedste i sin vægtklasse, og mange potentielle udfordrere tøver ifølge promotoren med at tage kampen op mod hende.
Med den nye modstander sikres det danske publikum fortsat muligheden for at opleve Dina Thorslund på hjemmebane – potentielt for sidste gang – i en VM-kamp af højeste internationale niveau.



