Det er kun lige over et år siden, at det norske stortalent Torpal Merjoev med en sejr over Rick Gangia skrev sig ind i MMA GALLA-historien som organisationens første lightweight-champ.
Siden dengang er karrieren eksploderet for den unge letvægter.
Kort efter titeltriumfen blev han signet af Cage Warriors – og dér har han for alvor vist, at hypen omkring ham er reel.
Læs også: Breaking: MMA GALLA-champ signet af europæisk storspiller
I sin debut for Cage Warriors leverede den kun 21-årige fighter en stærkt opsigtsvækkende sejr over Terry Stringer. Den præstation sendte ham direkte i spotlightet og katapulterede Merjoev hele vejen op som main event ved Cage Warriors 196, der blev afviklet lørdag aften i O2 Arena i London.
Her ventede hans hidtil hårdeste opgave: den rutinerede Jordan Vucevic, tidligere Cage Warriors-mester og med tre UFC-optrædener på rekordlisten. På papiret en voldsom mundfuld – men den tidligere MMA GALLA-titelholder kom ikke for at lægge sig ned.
Dramatisk affære
Main eventen udviklede sig til en intens og dramatisk affære, hvor de to første runder bølgede frem og tilbage. Merjoev havde sine øjeblikke og viste, hvorfor han regnes som et af de største nordiske talenter i sin vægtklasse.
I tredje runde tog Vucevic dog over og pressede den unge Cage Warriors-fighter hårdt. Flere gange så det ud, som om en hårdt presset og blødende Merjoev var faretruende tæt på at blive stoppet.
Læs også: MMA GALLA-promotor: “Stolt når vi åbner dørene for vores kæmpere”
Alligevel nægtede han at knække. Merjoev bed tænderne sammen, viste masser af hjerte og sluttede faktisk kampen bedst af de to ved at tage Vucevic ned i de sidste 30 sekunder.
Det rakte dog ikke på dommersedlerne, hvor alle tre dommere pegede på Jordan Vucevic som vinder.
Dermed led Torpal Merjoev karrierens første nederlag og står nu med en professionel rekord på 6-1.
I sine seks sejre har han blandt andet besejret danske profiler som Oskar Lang, Marco Birch og altså Rick Gangia.



