Danmarks kampsportsunivers

Tidligere UFC-stjerne tæt på ukendelig efter dobbelt lungetransplantation

Ben Askren før og efter sin dobbelte lungetransplantation, der reddede den tidligere UFC-stjernes liv. Foto: Ben Askrens Instagram

Ben Askren har de seneste mange uger kæmpet for sit liv, men nu kunne noget tyde på, at pensionerede MMA-stjernes tilstand er ved at stablisere sig, og han nu kan se fremad.

I hvert fald giver amerikaneren for første gang selv en status på sit tilstand efter det uhyggelige forløb. Det sker i et video-opslag på Askrens Instagram-profil – optaget på det hospital i Wisconsin, hvor Askren fortsat er indlagt.

“Jeg har ingen erindring om, hvad der er foregået fra den 28. maj til den 2. juli. Ingen ide overhovedet. Men jeg kan læse i min journal, at jeg kun døde fire gange,” lyder det galgenhumoristisk fra en næsten ukendelig Ben Askren.

Den tidligere UFC-kæmper blev for fem uger siden som lyn fra en klar himmel indlagt på hospitalet med en svær lungebetændelse.

Den viste sig så genstridig, at Ben Askren måtte gennemgå en dobbelt lungetransplantation for at redde livet.

Læs også: Tidligere UFC-stjerne og dobbeltchamp indlagt på hospitalet i kritisk tilstand

Som billederne viser, så har den amerikanske fighter tabt en ganske betydelig mængde kilo under forløbet. Helt præcist 22,7 kilo, lyder det.

“Jeg har lige været på vægten og vejer 147 pund (66 kilo, red.). Det har jeg ikke gjort siden jeg var 15 år.”

Ben Askren anses af mange som en af de bedste amerikanske wrestlere nogensinde. I sin MMA-karriere nåede han at blive champ i weltervægt i både Bellator og ONE Championship, inden han signede med UFC.

Her nåede han ikke samme stjernestatus, da det blev til tre kampe og to nederlag. Herunder den hurtigste knockout i UFC’s historie, da Jorge Masvidal stoppede ham efter blot fem sekunders kamp efter et flying knee.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.