Danmarks MMA-univers

Troest kæmper main event i aften: “En fed overraskelse”

Jonas Troest efter en blodig aften i buret. Foto: Klosterskov Foto.

Jonas Troest forsvarer i aften de rød-hvide farver på den internationale MMA-scene, når Rumble Sports-kæmperen går i buret ved UK Fighting Championship 38 i Preston.

Troest tørner sammen med Layton Kane (1-1-0) i det, der faktisk er aftenens main event – til danskerens overraskelse.

Læs også: Troest tager kamp i udlandet

“Jeg har faktisk først lige fundet ud af, at jeg skal kæmpe main event. Det er en fed overraskelse,” fortæller Jonas Troest til Fighting.dk fra Preston.

Da UK Fighting Championship 38 forleden offentliggjorde det endelige fight card, var det med Jonas Troest’s kamp som co main-event.

Forventer god stemning
Men Jonas Troest har vist Fighting.dk sin korrespondance med arrangørerne, der bekræfter, at danskerens får top-spottet på aftenens kort.

Det bliver en oplevelse, som Troest glæder sig til.

“Jeg ser frem til kampen – det bliver en god erfaring. Jeg har hørt, at ringside-pladserne er udsolgt, og så vidt jeg husker, plejer deres events i UK at være godt fyldt op, så der skal nok blive god stemning, ” fortæller Jonas Troest.

Da danskeren sagde ja til kampen for små to måneder siden, skulle han efter planen op mod Charlie Flanagan. Men for et par uger siden stod det klart, modstanderen i stedet blev Layton Kane, som Troest hilste på i forbindelse med MMA GALLA vol. 24 i Brøndby Hallen, hvor de begge kæmpede på hovedkortet.

Læs også: Troest får kendt ansigt som ny modstander

Ved den lejlighed tog Troest en sejr på point, mens Kane blev submitted af Arte Suaves Sherwan Khalil.

“Vi har selvfølgelig kigget på det materiale, vi kunne finde på modstanderen. Han har lidt højde på sig, men det er ikke noget nyt for mig – jeg er jo selv blandt de laveste i træningslokalet, så det er jeg vant til,” forklarer Troest om sin modstander.

Spiste pandekager FØR indvejning
Danskerens optakt til aftenens main event kunne på mange måder ikke været gået mere optimalt.

“Mit vægtcut er gået over al forventning denne gang. Jeg besluttede allerede tilbage i sommer at arbejde med Tylor Wheelan, som blev anbefalet af min S&C (strength and conditioning, red.) Kenny Dusseault. De to har virkelig hjulpet mig med at få styr på nogle af de mindre spændende områder som styrke og ernæring – og det betaler sig,” fortæller Jonas Troest.

Og det tør siges. Dagen før indvejningen lagde Jonas Troest et billede op på sociale medier, hvor han spiser pandekager – noget mange kæmpere nok være misundelige over, at man kan så kort før indvejning.

“Det er jo nærmest luksus at kunne flække et par pandekager dagen før indvejning uden dårlig samvittighed,” fortæller Jonas Troest.

Fik røvfuld af ‘ukendt’ verdensstjerne
Det er ikke første gang Jonas Troest bliver overrasket. I sine forberedelser til aftenens kamp var han på træningslejr i Las Vegas, hvor han gik godt og grundigt på munden af en for ham ukendt kæmper.

Læs også: Troest fik røvfuld af verdensstjerne: Anede ikke hvem det var

Det viste sig efterfølgende at være den tidligere Bellator-champ Patchy Mix (20-1), som siden hen er blevet signet af UFC.

Fighting.dk arbejder på at få overblik over, at om Jonas Troest’s kamp mod Layton Kane kan streames. Hold øje med sitet ellers vores sociale medier for mere info.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.