Danmarks MMA-univers

Troest fik røvfuld af verdensstjerne i Vegas: Vidste ikke hvem han var

Jonas Troest. Foto: Privat.

Jonas Troest har ikke haft mange minutter i sofaen efter sin sejr ved MMA GALLA vol. 24 i Brøndby Hallen for lidt mere end tre uger siden.

I weekenden annoncerede Rumble-fighteren, at hans næste kamp bliver for UK Championship, hvor han møder lokale Charlie Flanagan i Preston.

Læs også: Jonas Troest får kamp i England mod ubesejret lokal fighter

Jonas Troest er på kontrakt hos MMA GALLA, men tager altså en lille orlov fra sin danske arbejdsgiver for at kunne være med på det engelske show.

“Jeg har fået lov at tage en udenfor da de ikke kunne skaffe mig noget i bantamweight eller catchweight imellem bantam og feather i hverken april eller maj,” fortæller Jonas Troest til Fighting.dk.

Læs også: UNITE-promotor skuffet over Avanu: ‘Troede vi havde en aftale’

Fik et opkald fra fortiden
Jonas Troest har faktisk kæmpet for UK Championship før. Det var helt tilbage i hans anden kamp som professionel i 2019, hvor han blev stoppet af Connor Hitchens. Forleden tog englænderne så kontakt igen.

Læs også: Quiz: Danskerne og deres titler

“Jeg har haft lidt kontakt med dem engang imellem siden jeg kæmpede der første gang også skrev de til mig og spurgte, om jeg kendte til nogen, der var interesseret. Så bød jeg selv ind på en catchweight eller bantamweight, og fik jeg hvad jeg selv synes virker som et fornuftigt match stilmæssigt. Så jeg ser frem til en god kamp med en masse action,” siger Jonas Troest.

Allerede efter sin forrige kamp i Oktober i Odense bebudede Troest, at han ville ned i bantamvægt, men rematchen med Zemaray Afzali fik ham altså til at blive hængende på de 66 kilo. Men med to sejre i streg skal skiftet ned i vægt nu effektueres.

Fik røvfuld af stjerne i Las Vegas
For nylig var Jonas Troest en uge i Las Vegas på et træningsophold, hvor våbnene blev fintunet i en af MMA-verdenens mest anerkendte og berømte klubber.

Læs også: Danmarks hemmelige Powerslap’er: ‘Man skal være lidt afbrændt’

”Oven på mit lille ophold i Xtreme Couture synes jeg, at jeg ville udnytte muligheden, mens jeg var fit,” siger Troest, der fik lejlighed til at træne med nogle af de stjernenavne, der til daglig holder til under legenden Randy Coutures tag. ‘Duracel’ fik da også lov at mærke niveauforskellen undervejs.

”Jeg fik røvfuld af Patchy Mix,” fortæller Jonas Troest.

Amerikanske Patrick ‘Patchy’ Mix har en rekordliste på 20-1 og var bantamvægtschamp hos Bellator, indtil de for nylig lukkede ned efter at være blevet opkøbt af PFL. Som sådan en okay kæmper at komme til kort mod, når man normalt har sin gang på den danske scene med job ved siden af fightergerningen.

”Jeg vidste faktisk ikke, hvem han var. Da jeg fandt ud af det bagefter, så var det okay,” griner Jonas Troest.

Troest kamp mod Charlie Flanagan finder sted 17. maj i Stage City Events Arena i Preston. Vi arbejder på at finde ud af, om stævnet streames uden for England.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.