Danmarks kampsportsunivers

Ubesejret komet tog fusen på UFC-topnavn: “Jeg er ligeglad med, hvem du er”

Quillan Salkilld, th, besejrede overbevisende Mateusz Gamrot. Foto: UFC

Australske Quillan Salkilld sendte natten til søndag en klar besked til resten af UFC’s letvægtsdivision.

I sin allerførste main event skulle den 26-årige komet op mod den erfarne polak Mateusz Gamrot – den klart største test, Salkilld endnu har stået over for. Men i stedet for at holde sig på afstand og bokse, som mange havde spået, tog australieren kampen direkte til kanvassen mod en af divisionens bedste grapplere.

Læs også: Ny sejr til ubesejret UFC-komet? Få optakt og spilforslag til nattens event i Las Vegas

Og der overtog han fuldstændig. Efter at have domineret på gulvet fandt Salkilld vej til ryggen af Gamrot og sikrede sig en rear naked choke, der tvang polakken til at tappe ud med 35 sekunder tilbage af første runde.

Det var Salkillds sjette sejr i træk i UFC, og medregner man hans meritter fra før UFC-karrieren, så har australieren nu vundet sine seneste 13 kampe. Triumfen ventes at sende ham ind i letvægtsdivisionens top-10, og efter kampen var han ikke overraskende fuld af selvtillid.

“Sådan kæmper jeg bare. Jeg er ligeglad med, hvem du er – jeg går efter dig på alle de områder, hvor du tror, du er sikker,” lød det fra australieren.

Og han lagde ikke skjul på, at han nu vil møde en modstander fra top-5.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.