Det var ekstremt tæt mellem Sean Strickland og Dricus Du Plessis for godt et år siden i Toronto, da sydafrikaneren erobrede bæltet fra den højtråbende amerikaner. Den del af historien gentog sig ikke, da de mødtes på ny i Sydney i nat. Strickland kørte sin sædvanlige stil bag det tætte guard med jabs og 1-2 kombinationer. Men denne gang havde han vanskeligere ved at skyde sig ind på akavede og evigt offensive DDP. Den forsvarende mester tog initiativet hele vejen igennem i en titelkamp, der bød på fire rimelig forglemmelige omgange. Undtagelsen var fjerde omgang, hvor Du Plessis utvivlsomt brækkede næsen på Strickland og havde den tidligere champ i store vanskeligheder hele vejen igennem. Strickland reddede stormen af, men var aldrig i nærheden af at få sin hævn over Du Plessis, som i vinderinterviewet spillede op til Stricklands cornerman – letsværvægtsmester Alex Pereira – men forhåbentlig skal forbi Khamzat Chimaev først.
Co-main eventet så i manges øjne ligeså spændende og ligeværdigt ud som hovedkampen på forhånd. Men det var hverken eller. Tatiana Suarez havde indtil denne aften jævnet alle sine 11 modstandere med jorden, men hun havde heller ikke mødt nogen som Weili Zhang før. I første omgang scorede Suarez ellers hurtigt et takedown, og det forløb nogenlunde, som det taktiske oplæg nok lød på for amerikaneren. Men Zhang fik vendt positionen med et minut tilbage, og derfra satte hun sig på det hele. Hun var klart bedre stående end Suarez, men lykkedes også med at afvise nærmest alle de resterende takedownforsøg og endda score et par af sine egne. Suarez første titelkamp havde været længe ventet gennem en karriere, der altid har lovet store ting, men er blevet præget af alt for mange skader. I nat fik hun sit første nederlag og spørgsmålet er, om hun nogensinde kommer til at kæmpe om titlen igen.
Sværvægtskampen mellem Justin Tafa og debuterende Tallison Teixeira blev en kort fornøjelse, og for de lokale er det nok også det forkerte ord at sætte på den. Hjemmebane-fighter Tafa blev nemlig knockoutet efter bare 35 sekunder af den tårnhøje brasilianer. Teixeira truede tidligt med et takedown, og i den efterfølgende klinch landede han så en albue, der så ud til at brække næsen på Tafa, som sank sammen og pakkede sig ind under paraderne. Teixeira kan godt blive interessant at følge med otte sejre af ligeså mange mulige og hver og en før tid. Justin Tafa er Justin Tafa. Kun main card-materiale hjemme i Australien.
Jimmy Crute var på jagt efter sin første sejr i over fire år mod brasilianske Rodolfo Bellato. Crute fik tændt godt op under hjemmepublikummet i Sydney i første omgang, hvor han var tæt på at få stoppet sin modstander. Det var australsk dominans fra start til slut. I undertegnedes øjne vandt Crute også anden omgang, men som den skred frem kom Bellato bedre og bedre med, og brasilianeren fortsatte sin fremgang i tredje omgang. To af dommerne gav Crute en 10-8’er for første omgang, men så Bellato som vinder af de sidste to, og derfor endte det med majority draw. Klar fight of the night for Fighting.dk’s 25 øre.
Første kamp på main card stod mellem Jake Matthews og argentinske Francisco Prado, som lidt kuriøst var skiftet en vægtklasse op til weltervægt efter at have haft vrøvl med større modstandere i sine to nederlag i letvægt. Beslutningen om at skifte vægtklasse viste sig da heller ikke at være en vellykket af slagsen, da Prado blev domineret af Matthews fra start til slut. Hvis den unge argentiners UFC-karriere fortsætter efter tre nederlag i de første fire, bør han nok vende retur til de 70-kilo.
Alt i alt var det ikke en aften, der vil gå over i historien. To titelforsvar mod to skuffende udfordrere var hvad, der stod tilbage. Heldigvis har de fleste af os allerede været igang med at glæde os til den næste titelkamp længe: Alex Pereira vs. Magomed Ankalaev i Las Vegas 8. marts.


