Årets sidste APEX-event, venner. Resten af 2024 vil der være tusindvis af tilskuere, atmosfære og ægte UFC-følelse hver gang. Men først skal vi lige én sidste tur ud i garagen.
Denne lørdag havde stor relevans med danske briller, indtil Nicolas Dalby i mandags fortalte, at han var skadet og ude af sin ellers imødesete rematch med Elizeu Zaleski.
Nu er det mest relevante på plakaten, at den brasilianske boheme Carlos Prates skal tryktestes af UFC’s trofaste og efterhånden mangeårige portner i weltervægt Neil Magny. Men der er også andre små skjulte juveler på kortet i Las Vegas.
Lad os få taget hul på ugens forudsigelser!

Mansur Abdul-Malik vs. Dusko Todorovic
Abdul-Malik er en stor klipper af en mellemvægter med masser af muskel på sine 188 centimeter og et vingefang på 203 af slagsen. I august knockoutede han Wes Schultz i Contender Series, og lørdag nat er han så klar til sin officielle UFC-debut. Den får han som favorit mod et af firmaets mest udtalte alt-eller-intet typer Dusko Todorovic.
Serberen har syv kampe bag sig i UFC, hvor af en enkelt er gået tiden ud og ingen af de andre nåede tredje omgang. Det er 20 uger siden, han sidst var i ringen efter hans knæ gik i stykker mod Christian Leroy Duncan. Abdul-Malik har sin daglige gang i Xtreme Couture i Las Vegas, hvor han har imponeret sine ellers ellers langt mere kendte træningsmakkere med. Bomstærk som brydere er flest og en mand med sten i handskerne, hvilket en knockoutprocent på 80 dokumenterer ganske fint.
Todorovic har tre sejre i UFC, men alle er mod modstandere, der siden har fået silkesnoren af firmaet. Jeg tror ikke, han står godt til den her enormt spændende debutant, som bliver mere end svær at tage ned og kommer til at teste hans tvivlsomme kæbe.
Forudsigelse: Mansur Abdul-Malik vinder via KO, TKO eller DQ – 1,60 hos Nye Expekt.

Luana Pinheiro vs. Gillian Robertson
Pinheiro har haft en besynderlig UFC-karriere. Først vandt hun tre på stribe, hvor af en var på diskvalifikation mod Randa Markos og den anden en yderst diskutabel split decision over Michelle Waterson-Gomez. Efter ni sejre på stribe er bølgen fladet ud, og Pinheiro er blevet stoppet af Amanda Ribas og Angela Hill inden for det seneste år.
Gillian Robertson har vundet fire af sine seneste fem kampe og er en af de bedste grapplere i fluevægtsdivisionen med hele ni submissions bag sig, hvor af de syv er eksekveret her i firmaet, hvor hun kører på syvende år, selv om hun stadig ikke er nået ind i 30’erne. Canadieren er en udmærket striker, i hvert fald ligeså udmærket som Pinheiro, men det er på gulvet den her skal afgøres.
Robertson og Pinheiro er begge glade for gulvkamp, men jeg tror Gillian Robertson er en tand skarpere og dygtigere til at finde ryggen end brasilianeren. Selv om hun har flere nederlag og før har trådt igennem isen, når hun var ganske tæt på at nå toppen af vægtklassen, så ser jeg Robertson vinde grapplingduellen på den mest overbevisende måde.
Forudsigelse: Gillian Robertson vinder kampen på submission – 2,20 hos Nye Expekt.
Gaston Bolanos vs. Cortavious Romious
Smidt ind på main card aftenen inden stævnet. Romious debuterer for UFC efter at have gennemgået to Contender Series-kampe. Første gang blev han knockoutet efter et halvt minut, men i andet forsøg lykkedes at sikre en kontrakt. Bolanos blev besejret tidligere i år på knockout af farlige Marcus McGhee. Han havde inden det nederlag vundet sine første fem kampe via knockout. Cortavious kæbe har ind imellem set lidt skrøbelig ud. Derfor går min tillid til Peruvianeren Bolanos.
Forudsigelse: Gaston Bolanos vinder kampen – 2,80 hos Nye Expekt.

Gerald Meerschaert vs. Reinier De Ridder
Jeg fatter ikke helt, hvorfor den her ikke blev co-main event så snart Cody Garbrandt bakkede ud af sin kamp mod Miles Johns. Reinier De Ridder kommer til UFC med masser af merit fra tiden i ONE. Måske vil UFC ikke anerkende deres asiatiske pendant for meget, men det ligner altså et spændende nyt aktiv i allerede intense mellemvægt.
De Ridder blev champ i to forskellige vægtklasser i ONE, hvor ubesejrede Anatoly Malykhin blev hans banemand i dem begge. ONE er absolut højt internationalt niveau og den hollandske mellemvægter bliver spændende at følge i UFC.
De lader ham lægge ud mod en kultfigur i Meerschaert, der kæmper sin 22. kamp for firmaet. Han er som så ofte før underdog, men har mere end én gang gjort bookmakerne glade ved at trodse oddsene. Faktisk har Meerschaert fem sejre som underdog i UFC og gjorde det også senest, efter han ellers var i stormvejr (et andet af hans varemærker) mod Edmen Shahbazyan.
Det bliver dog heller ikke denne gang, at jeg lader tvivlen komme ham til gode. De Ridder har slagtet større okser end ‘GM3’, og vist sine kvaliteter i den absolutte top af en promotion med meget højt internationalt niveau. Selv om Meerschaert har sine 29 submissions, så ser jeg De Ridder som bedre både i stand-up og duellerne på kanvassen.
Forudsigelse: Reinier de Ridder vinder før tid – 2,17 hos Nye Expekt.

Neil Magny vs. Carlos Prates
Jeg troede faktisk, at Neil Magny var færdig i main events. At UFC nu i stedet belønnede manden for lang og tro tjeneste med pladser på pay-per-view kort, når han meldte sig kampklar. Magnys sidste hovedkamp var i januar 2021, hvor han tabte til Michael Chiesa i Abu Dhabi, men ventetiden er altså forbi lørdag aften.
‘The Haitian Sensation’ har været svært slingrende de seneste par år eller tre. Hans seneste otte kampe har været slalom mellem sejre og nederlag, og med stor respekt for superveteranen med flere sejre end nogen anden weltervægter i UFC’s historie, så viser de mange minutter i buret sig efterhånden også tydeligt.
Magny har i mange år været et pålideligt værktøj, når UFC skulle teste holdbarheden hos lovende kæmpere af, eller give etablerede navne mulighed for en meningsfuld sejr. Det er ikke anderledes denne gang, hvor han er oppe mod en meget spændende og lidt alternativ nørd.
Carlos Prates er en af de brasilianere, der blandt andet skærper evnerne hos Fighting Nerds (Caio Borralho og headcoach Pablo Sucupiras meget succesfulde team), men han er ikke helt som de andre. Prates lader til at nyde livet mere end den gængse MMA-kæmper. Han tillader eksempelvis sig selv både drinks og smøger i hverdagen mellem kampene.
Ikke desto mindre har han dog set knivskarp ud i UFC. Tre sejre på stribe, alle på knockout og alle med performance bonus til følge har været det formidable udbytte af 2024. Nu jagter han det perfekte punktum i sit første main event.
Prates er en giftig fyr. Ikke en hurtig starter, men det gør heller ikke så meget mod Magny, som heller ikke kommer blæsende. Prates tager sig tid til at kalibrere, finde afstanden og hullerne og metodisk pille modstanderen fra hinanden. Det demonstrerede han på blændende vis i sin seneste kamp, hvor han som den første nogensinde knockoutede ‘The Leech’ aka. Li Jingliang.
Brasilianeren har brugt meget tid i Thailand i sin karriere, og det kan ses på hans giftige leg kicks og veludviklede evne til at komme ud af clinch-situationer – et af Neil Magnys foretrukne våben. Hvis veteranen søger op af buret i den her, skal han også passe på Prates modbydelige knæ, der krøllede Charles Radtke fuldstændig sammen tidligere i år.
Magny kan godt lide at bruge sine ualmindeligt lange arme til at holde modstanderen beskæftiget, men Prates måler selv 198 centimeter, og har et stift jab. Han bør ikke få problemer med at skyde sig ind på sin modstander, og eftersom han oprindeligt bad om en kamp mod Randy Brown, er vingefang vist slet ikke i overvejelserne hos ‘The Nightmare’.
Jeg kan godt lide Neil Magny, men der kan ikke pilles ved, at Prates er favorit. Ikke så stor som oddsene signalerer, men stadig en meget klar en af slagsen. I sin seneste sejr lykkedes det Magny at overleve den tidlige stormoffensiv fra Mike Malott og afgøre kampen i de døende sekunder. Men Prates er langt farligere stående end canadieren, og mere sammenlignelig med Michael Morales, som Magny blev knockoutet af i sin seneste kamp. Det bør blive meget svært for Magny at komme til de takedowns, der nok er hans bedste option mod en kæmper, der er rigtig god med ryggen mod buret. Derfor tror jeg på, at årets sidste kamp i The Apex slutter med et brag.
Forudsigelse: Carlos Prates vinder på KO, TKO eller DQ – 1,33.
Vil du opdateres på Fighting.dks nye udgivelser? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev eller gå ind på vores Instagram, Facebook eller Youtube.


