Der var afslutninger på stribe i årets sidste UFC-stævne i The Apex. Kortet mistede flere kampe i ugen op til, men der var masser af underholdningen i dem, vi fik.
Carlos Prates fik efter et formidabelt 2024 chancen i sit første main event og skuffede ikke. Han var oppe mod superveteranen Neil Magny, der kæmpede for svimlende 34. gang i UFC. Slidtagen var ikke til at se i begyndelsen af første omgang, hvor Magny frustrerede Prates med sin akavede stil, takedownforsøg, dirty boxing og clinch langs buret. Men med et minut tilbage fik Prates ramt på Magny, og det vendte op og ned på tingene.
Magny forsøgte febrilsk at bevæge sig væk fra brasilianeren, men Prates var gået på hvidhaj-funktion. Med 10 sekunder tilbage styrtede Magny i gulvet og blev liggende. Det var svært at spotte træfferen live, men i den langsomme gengivelse kunne man se Prates venstrehook strejfe tindingen på Magny, og det slukkede fuldstændig lyset for ‘The Haitian Sensation’.
Prates fortalte i sit vinderinterview, at han gerne vil en tur til Australien, hvor han har en datter, og håbede at den tur kunne kombineres med en kamp mod Jack Della Maddalena. Alternativt Geoff Neal, som nok er en mere realistisk mulighed.

Aftenens co-main event var også blevet imødeset med en vis spænding, da det var første optræden fra den tidligere double-champ i ONE Reinier de Ridder. Hollænderen var også oppe mod en UFC-veteran i Gerald Meerschaert, som jagtede sin tredje sejr på stribe, og i starten gav De Ridder masser af vrøvl med sin lidt uortodokse boksning.
De Ridder lignede ikke nogen kommende titelbejler i mellemvægt men var tæt på at knockoute Meerschaert med en pragtfuld albue fulgt op af et flot venstrehook. Kun det faktum, at der resterede et sekund af omgangen, reddede Meerschaert fra at blive afsluttet.
Her på fulgte en anden omgang, hvor De Ridder igen havde problemer med at skyde sig ind på Meerschaert og så kluntet ud i sin striking. Men langsomt sled han Meerschaert op og efter knap to minutter af tredje omgang lykkedes det for ‘RDR’ at fange Meerschaert i et armtriangle-choke, som amerikaneren måtte klappe sig ud af.
Det var første submission-nederlag i seks år til Meerschaert og resultatmæssigt en perfekt debut for Reinier de Ridder. Men umiddelbart lignede den tidligere ONE-mester ikke en, der finder vej til et bælte i UFC.

Gaston Bolanos og Courtavious Romious havde fået chancen på main card efter en stribe afbud, og de greb muligheden med en enormt energisk duel. Begge havde deres momenter undervejs, og selv om Bolanos var bedst, så må det have lidt hård kost for Romious at høre dommersedlerne blive læst op af Joe Martinez. To gange 30-27 og endda en 30-26. Hvor 10-8 omgangen kom fra var lidt svært at forstå. Der er grund til at glæde sig til at se mere fra dem begge.

Gillian Robertson sikrede sig som ventet tredje sejr på stribe, da hun tildelte Luana Pinheiro sit ditto tredje nederlag i træk. Robertson gjorde sit for at få overtaget på kanvassen mod brasilianeren, der kæmpede indædt imod, men især i tredje omgang tilbragte meget tid under pres fra ‘The Savage’.
Robertson vandt på point og var efterfølgende skuffet over sig selv. I tredje omgang havde hun da også á to omgange en meget fordelagtig position i full mount, som hun måske burde have udnyttet til at stoppe Pinheiro. Men tre i træk altså for canadieren, der bevæger sig tættere på toppen i fluevægt.

Som forventet åbnede main card med tunge tæsk til Dusko Todorovic. Serberen havde haft 18 måneders pause med en knæskade, men fik ikke noget lykkeligt comeback mod debuterende Mansur Abdul-Malik. I Xtreme Couture forventer man sig meget af 27-årige Abdul-Malik, der havde stoppet sine seks modstandere op til i aften, og gjorde det samme ved Todorovic i første omgang.
Det var rimelig åbenlyst, at Abdul-Malik har særdeles tunge hænder. Lyden af hans hammerfists fra toppen, der klaskede mod Todorovic hoved, må have kunne høres helt nede på The Strip.
Prelims-resultater:
Denise Gomes slog Karolina Kowalkiewicz på enstemmig pointafgørelse.
Elizeu Zaleski knockoutede Zach Scroggin efter 1.15 af første omgang.
Charles Radtke knockoutede Matthew Semelsberger efter 0.51 af første omgang.
Da’Mon Blackshear submittede Cody Stamann efter 4.19 af første omgang.
Tresean Gore submittede Antonio Trocoli efter 1.23 af første omgang.
Meilssa Mullins knockoutede Klaudia Sygula efter 1.20 af anden omgang.
Vil du opdateres på Fighting.dks nye udgivelser? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev eller gå ind på vores Instagram, Facebook eller Youtube.


