Danmarks kampsportsunivers

Dansk stortalent holder MMA-pause: “Har lavet en aftale med mine forældre”

Otto Hauxner Enochsen med sine coaches fra Renegade MMA, Nicolai von Bülow (tv) og Oliver Vorm. Foto: Instagram

Han har mere end 145 grapplingkampe, en håndfuld brydekampe, kampe i både muay thai og kickboksning og en MMA-rekord på 3-2 bag sig.

Og så er han kun lige fyldt 19 år.

Otto Hauxner Enochsen fra Renegade MMA er et af de mest alsidige unge talenter i dansk kampsport. Og med både MMA GALLA vol. 32 og Airtox Dominance 7.0 lige på trapperne, havde mange danske fightfans håbet at ham i et MMA-bur igen – men de må vente lidt endnu.

Den unge københavner har nemlig valgt at prioritere anderledes.

“Jeg er lige blevet færdig med 2.g, og jeg har lavet en aftale med mine forældre om, at jeg færdiggør gymnasiet, inden jeg kæmper igen. Så sensommeren 2027 ville nok være et godt bud,” siger Otto Hauxner Enochsen til Fighting.dk om, hvornår vi ser ham i buret igen.

Beslutningen skal ses i lyset af, at forældrene aldrig har været decideret vilde med selve MMA-sporten – men dog altid har bakket op om deres søn.

“Mine forældre har altid været imod selve sporten MMA, men elsket den disciplin, den medbringer. De har selvfølgelig prøvet at overtale mig til alt muligt andet i stedet, men i sidste ende altid støttet mig, når det gjaldt,” fortæller han.

Vokset op i godt træningsmiljø

Otto Hauxner Enochsen har allerede dyrket kampsport i adskillige år. Det begyndte med børnemotionsboksning i Valby – en start, han i dag ser tilbage på med et smil.

“Jeg var sindssygt dårlig,” fortæller han ærligt.

Siden gik turen til græsk-romersk brydning i klubben CIK, og som en 13-14-årig blev han så tilbudt en plads på et ungdomshold i MMA hos Renegade. Og det var ikke et hvilket som helst hold. Under træner Oliver Vorm trænede Otto sammen med en stribe navne, der siden er blevet markante skikkelser i dansk MMA.

“Det var samme hold, som fik Fouad Sandbeck, Arny Akim, Mathilde Tegllund og en masse andre kæmpere på højt niveau. Så kæmpe credit til Oliver,” lyder det.

Giver tilbage til sporten

Selvom hans egen konkurrencekarriere – i hvert fald inden for MMA – er sat på pause, er Otto Hauxner Enochsen alt andet end passiv. Han underviser i dag i brydeklubben CIK og har tidligere stået for ungdomshold i MMA i Renegade samt træning på en ungdomsskole.

“Jeg er vild med at give tilbage og lære nye op og coache til turneringer,” fortæller han.

Når snakken falder på hans egne ambitioner, er den 19-årige dog ikke til de store, langsigtede planer.

“Jeg er ikke vild med at lægge 10-års-planer. Jeg træner så meget og så hårdt som muligt og prøver at bygge et godt game op, og så tager jeg det en kamp ad gangen. Jeg tror, det er den mentalitet, der hjælper mig mest til at udvikle mig,” siger Otto Hauxner Enochsen.

Får han ret, kan dansk MMA se frem til et spændende gensyn – når bøgerne altså er lagt på hylden i sensommeren 2027.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.