Lørdag aften skulle UNITE Championship have indtaget Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus til endnu et stort kampsportsstævne på dansk grund.
Men eventet bliver ikke noget.
UNITE har nemlig aflyst ikke bare stævnet i Aarhus, men alle de planlagte stævner i første halvår af 2026.
Det erfarer Fighting.dk.
Det er ikke første gang i år, at UNITE må aflyse. Tilbage i februar måtte den danske kampsportspromotionen aflyse det planlagte ‘Road to UNITE’-stævne i Albertslund.
Læs også: UNITE aflyser årets første stævne
Blandt de aflyste stævner er også det planlagt event i Helsingør den 9. maj, hvor MMA-profilen Yahya Ali skulle have kæmpet titelkamp mod brasilianske Reimison ‘The Predator’ Saraiva.
Den kamp var oprindeligt planlagt til UNITE 10 i Brøndby Hallen den 29. november sidste år, men måtte udsættes på grund af en skade til den dansk-palæstinensiske fighter.
UNITE 10 i Brøndby Hallen er det foreløbigt det sidste stævne, UNITE Championship har afviklet på dansk grund.
Teaser for store nyheder
Fighting.dk har været i kontakt med UNITE-medstifter og matchmaker Steffen Weise, der kort har bekræftet, at ‘alle stævner inden sommerferien aflyses’.
Aflysningerne kommer i kølvandet på, at Weise og hans tidligere Mikenta- og UNITE-kompagnon Brian Talarek for nyligt gik hvert til sit.
Læs også: Talarek og Weise stopper samarbejdet: “Vigtigt mens forretningen er på sit højeste”
Weise kunne dog i samme ombæring afsløre, at han er alt andet end færdig med dansk kampsport — og at han har en række spændende nyheder er på vej.
Dem regner Fighting.dk med at kunne breake inden længe.


