Ligesom Dominance FC gjorde det i sidste uge, har Unite Championship indgået en tv-aftale for hele det kommende år. Det fortæller medejer Brian Talarek til Punchline.
Unite afsluttede sit første leveår med det femte stævne i 2024 for et par uger siden i Brøndby Hallen – Unite: The Return. En aften hvor Yara Saleh vandt den vestegnske promotions egen titel i muay thai, og MMA-fighter Yahya Ali havde sin første kamp på dansk grund. Stævnerne er i år blevet vist på Pluto TV, og det er også den gratis streamingtjeneste, der vil huse Unites events i 2025.
Foreløbig har Unite annonceret deres første show i det nye år, som får titlen ‘Tough Business’ og finder sted i et mindre setup med 350 tilskuerpladser på Scandic Hotel Sluseholmen. Til stævnet i Brøndby Hallen offentliggjorde Unite desuden, at den nykårede danske mester Ali ‘The Show Man’ Abduljabar kæmper mod en anden af firmaets stærke thaiboksere Jaspar Landal med en WBC-titel på højkant.
Desuden har Unite indgået samarbejde med Danmarks Amatør Bokseunion om at have amatørboksning på plakaten den aften på Sluseholmen, som altså også bliver det første show i den nye aftale med Pluto TV.
Unites anden ejer Steffen Weise fortalte før stævnet i Brøndby Hallen til Fighting.dk, at man barsler med at holde det første Unite-stævne uden for landets grænser i 2025. Læs mere om det her.



