Få dage før afrejsen til Serbien har den ene af de to udtagede danske landsholds kæmpere valgt at trække sig. William Mørck var sidste år til VM i Uzbekistan, hvor han blev syg efter ankomsten og måtte opgive at stille op. Denne gang der det desværre værre omstændigheder, der forhindrer det 19-årige talent i at være med.
Læs også: Landsholdsdebutant udtaget til EM
I en meddelelse på MMA-landsholdets sociale medier lyder begrundelsen for afbuddet sådan her:
“William Mørcks fætter på 2 år har været ude for en alvorlig faldulykke i sin vuggestue. En hændelse som bl.a. har været omtalt i B.T. og Ekstra Bladet. Af hensyn til den nærmeste familie kan ulykkens karakter eller barnets tilstand ikke uddybes. Af den årsag har William valgt at trække sig fra turneringen for at støtte sin familie.”
Læs også: Landstræneren havde to mand mere i kikkerten til EM
Fighting.dk har talt med landstræner Milan Silva, der også er far til William Mørck, og derfor selv påvirket af familiens situation. Han har selv valgt at tage med til slutrunden, hvor Oliver Petersen nu er den enlige danske kæmper.

”Det er selvfølgelig ikke den bedste situation, men jeg vil ikke lade Martin Kampmann (der er med som supplerende træner red.) og Oliver stå alene med det hele ved deres første IMMAF-slutrunde. Heldigvis har de to jo en god relation, fordi de træner sammen til daglig, så vi har aftalt, at hvis der skulle blive brug for mig derhjemme, kan jeg tage hjem undervejs,” siger Milan Silva.
Læs også: “Danmark har ikke været særlig velanset”
Martin Kampmann er til daglig træner for Oliver Petersen og de øvrige elite-kæmpere i Great Danes FC i Odense. Oliver Petersen forventes at kæmpe sin første kamp onsdag i Beograd.