Danmarks kampsportsunivers

Sværvægtschamp opgiver sit UFC-bælte: “Jeg er fuldstændig knust”

Tom Aspinall er ikke længere UFC's sværvægtchamp. Foto: Imago.

En af UFC’s største stjerner har set sig nødsaget til at give afkald på bæltet.

Den britiske sværvægtsmester Tom Aspinall har nemlig valgt at opgive sin UFC-titel, da han fortsat ikke kan blive lægeligt godkendt til at kæmpe på grund af en øjenskade.

Skaden stammer fra titelforsvaret mod franske Ciryl Gane ved UFC 321 i oktober sidste år, hvor Aspinall blev ramt i øjnene og ikke kunne fortsætte. Siden har briten gennemgået flere øjenoperationer – og netop som han var på vej tilbage, forværrede et uheld under træning skaden på hans højre øje.

Læs også: Kæmpe antiklimaks ved UFC 321: Eyepoke ødelægger sværvægtsbrag

Derfor har han truffet beslutningen om at give slip på bæltet – ikke for at forlade sporten, men for ikke at spærre for vægtklassens øvrige fightere. Og netop dét er en beslutning, der bunder i egne erfaringer.

“Jeg vil ikke holde sværvægtsdivisionen tilbage. Jeg ved, hvordan det er at få sin karriere sat på pause, og jeg vil give de andre fightere muligheden for at kæmpe om titlen,” skriver Tom Aspinall i et opslag på sociale medier.

Briten lægger dog ikke skjul på, hvor hårdt beslutningen rammer ham.

“Jeg er fuldstændig knust. Jeg har jagtet den her drøm, siden jeg var 10 år gammel. Jeg er ikke færdig,” skriver han.

Læs også: Jakob Dyrup har sparret med Aspinall op til titelbrag: “Hårdt at køre med verdens bedste”

Med Aspinalls beslutning forventer de fleste, at franske Ciryl Gane får titlens om ubestridt sværvægtschamp efter sin interim-titelsejr over Alex Pereira tidligere i år ved UFC White House.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.