Danmarks kampsportsunivers

Kontroversiel beslutning vendte UFC-main event på hovedet: “Forfærdelig dommer”

Der er kommet gevaldig debat om en kontroversiel dommerbeslutning i hovedkampen ved UFC Vegas 123 i Las Vegas natten til søndag dansk tid.

Her var brasilianske Renato ‘Money’ Moicano ellers godt på vej mod en sejr over australske Tom Nolan. Efter en stærk første omgang, hvor han dominerede Nolan med sin brydning og jiujitsu, fik Moicano i anden omgang taget Nolan ned og sikrede sig ryggen med en body triangle i en dominerende position.

Men så greb den rutinerede dommer Dan Miragliotta ind. Til stor undren for de fleste rejste han de to fightere op fra gulvet og tog dermed Moicano ud af en stærk position.

Og den beslutning skulle vise sig at blive fatal for brasilianeren.

Nolan udnyttede nemlig straks situationen, rystede Moicano med hårde slag i slutningen af anden omgang og overtog fuldstændig initiativet. Tidligt i tredje omgang afgjorde australieren så kampen med ground and pound og kunne notere sig en TKO-sejr.

Fightere raser mod dommeren

Afgørelsen fik efterfølgende en stribe af sportens store navne til tasterne.

“Den standup var forfærdelig,” skrev MMA-journalisten Tom Taylor, mens weltervægtsmester Belal Muhammad var kort og kontant: “Forfærdelig dommer.”

Også den tidligere dobbeltmester Henry Cejudo stillede spørgsmålstegn ved beslutningen.

“Hvad synes I om, at dommeren tog Moicanos position fra ham? At dommeren rejste dem op, da Moicano havde ryggen, ændrede kampen,” skrev Cejudo.

UFC-letvægteren Terrance McKinney var enig i, at dommeren spillede hovedrollen i udfaldet.

“Han udnyttede det, men dommeren vandt den der. Vanvittigt at rejse dem op. Det ændrede hele kampens momentum,” skrev McKinney.

Moicano har nu tabt tre af sine seneste fire kampe, mens Nolan omvendt kunne forlænge sin stime til hele seks sejre i træk.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.