Danmarks kampsportsunivers

Slog Nicki Mahler til plukfisk: Nu har Mads Juul Andersen ny kamp på plads

Mads Juul Andersen, th, har en ny kamp på plads efter sin sejr over Nicki Mahler i KB Hallen.

Mads Juul Andersen har været på alles læber i de seneste uger.

Den 17. oktober smadrede den 32-årige Renegade MMA-fighter nemlig Nicki Mahler på mindre end et minut, da de to stod ansigt til ansigt i buret i KB Hallen ved Airtox Dominance 8.0.

Selvom kampen blev en kort affære, betød sejren, at der kom rift om Mads Juul Andersen, der efter eget udsagn oplevede, at tilbuddene om nye kampe væltede ind.

Læs også: Smadrede Nicki Mahler på under et minut: Nu vælter tilbuddene ind

Nu står det så klart, hvem Mads Juul Andersen skal møde i sin næste kamp. Danskeren skal nemlig i aktion ved MMA GALLA vol. 35 den 6. februar i Kolding, hvor han venter svenske Bobo Bola.

Den 41-årige svensker er en farverig modstander. Bola, der er på kontrakt hos det danske MMA-management Dafrika MMA, har nemlig en spektakulær fortid som professionel fodboldspiller i flere svenske klubber og på Rwandas landshold.

Begge kommer til kampen med noget på spil. Mens Andersen har en frisk sejr i bagagen efter at have udraderet Mahler, har Bola en revanche til gode. Svenskerens seneste kamp var nemlig ved det netop overståede MMA GALLA vol. 34 i Fredericia, hvor han blev stoppet på TKO i første runde af Esbjerg Fightcenters Pawel Koper.

Læs også: MMA GALLA vol. 34: Esbjerg-hardhitter med ny lynhurtig knockoutsejr

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.