Danmarks kampsportsunivers

Alle gode gange tre: Joakim Jankovic klar til Airtox Dominance 6.0

Den danske pro-fighter Joakim Jankovic er den seneste i rækken af store profiler, som Mark O. Madsen har sat på fightcardet den 6. juni, hvor Airtox Dominance 6.0 løber af stablen i KB Hallen.

Den 34-årige københavnske kampsportsprofil kan dermed endelig se frem til at få sin debut for Airtox Dominance.

Jankovic skulle have været i buret ved Airtox Dominance 3.0 i april sidste år, men dengang endte danskeren med at melde fra.

Årsagen var en brasiliansk short notice-modstander, der mødte op næsten tre kilo for tung og samtidig udviste enorm ligegyldighed i forhold til at forsøge at cutte det sidste vægt.

Læs også: Bekræfter aflyst kamp: “Respektløshed fortjener ikke en kamp mod mig”

De danske fightfans måtte dermed se langt efter Jankovic, som Mark O. Madsen siden har forsøgt at finde en passende modstander til danskeren.

Det lykkedes næsten op til Airtox Dominance 4.0.

Dengang havde Joakim Jankovic en kamp mod norske Ole-Jørgen Mandt – men en måned inden stævnet meddelte den norske pro pludselig, at han havde valgt at pensionere sig selv.

Læs også: Dansk pro skulle have kæmpet i KB Hallen: Så gik hans modstander pludselig på pension

Nu må vi så håbe for både Joakim Jankovic og danske fightfans, at Burnell MMA-kæmperen også ender med at komme i buret, når Airtox Dominance 6.0 finder sted.

Foreløbigt er han i hvert fald annonceret som kæmper på fightcardet, hvor også profiler som Janus Olsen, Kasper Hansen, Oliver Petersen, Rida Jawad, Louis Thastum og Mikkel Lund er annonceret.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.