Danmarks kampsportsunivers

Anden kamp på fire uger venter Julius Mørck: “Føler ikke det store pres”

Julius Mørck (blå trøje) ved sin seniordebut ved MMA GALLA vol. 33.

Julius Mørck skal for anden gang på blot fire uger i aktion som senior, når MMA GALLA vol. 34 lørdag aften rammer Fredericia for første gang i historien.

Det 18-årige Arte Suave-talent kæmper nemlig endnu engang åbningskampen, når han møder Rasmus Renaa fra Esbjerg Fightcenter.

Læs også: It’s Fight Week: Her er de bekræftede kampe til historisk MMA GALLA

For Mørck kommer kampen blot få uger efter hans seniordebut, der kom i stand med kort varsel.

“Det var egentlig aftalt med min coach, at min seniordebut skulle være den 31. oktober i Fredericia, men jeg blev ringet op søndagen før stævnet i Brøndby Hallen. Jeg var alligevel i camp, var i form og kunne ramme vægten, så jeg så det bare som en kæmpe mulighed for at få noget erfaring,” fortæller Julius Mørck til Fighting.dk.

Erfaring fra landsholdet

Og erfaring har den unge dansker samlet sig på flere fronter. Tidligere i år deltog Mørck ved EM i MMA for U18-kæmpere, hvor det blev til to sejre i fire kampe, ligesom han har været i aktion ved store internationale talentstævner i blandt andet Irland.

Netop de oplevelser har lært ham at holde hovedet koldt, når han træder ind i buret.

“Erfaringen fra tidligere kampe og landsholdskampe har lært mig at gå ind og performe foran mange mennesker uden at føle det store pres. Det har helt klart hjulpet mig meget,” siger Julius Mørck.

Særligt roen på selve kampdagen fremhæver han som en vigtig lærdom.

“Det handler om både at kunne være rolig på kampdagen og i buret og lytte til mine coaches. Bare gå ind og nyde det. Det er helt klart noget, hvor jeg føler, min har erfaring hjalp mig i Brøndby Hallen,” siger han.

Deler rejsen med storebror

Når Mørck træder ind i buret i Fredericia, bliver det med storebror og Arte Suave-holdkammerat William i hjørnet. Noget den unge fighter sætter stor pris på.

“Det betyder enormt meget for mig at kunne dele min udvikling med ham. Vi træner sammen hver dag og hjælper hinanden. Jeg ser enormt meget op til ham og finder ham inspirerende. Hans disciplin og hårdtarbejdende tilgang får mig til at ville udvikle mig selv,” fortæller Julius Mørck, der endte med at vinde sin seniordebut ved MMA GALLA vol. 33 efter en tæt afgørelse.

Den har efterfølgende været heftigt debatteret. Fighting.dk har fået den unge danskers besyv med om den omstridte sejr. Den historie følger vi op på senere.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.