Tidligere på dagen skrev vi på Fighting.dk, at Rajbek Bisultanov på grund af en skade i albuen må trække sig fra næste lørdags DFC 2.0. Et afbud som den tidligere bryder selv er mere ærgerlig over end nogen anden, fortæller hans manager.
Læs også: Tunge slag for DFC en uge før stævne: Bisultanov ude, Stadil Palm uden modstander
”Han har jo glædet sig til det her, og til at vise sine nye sponsorer, at nu er vi altså i gang. Der er jo nogle mennesker, der har postet penge i projektet her, så han kunne tage til Thailand. Men med den rejse Rajbek er taget ud på her og de mål han har, så skal tingene køre snorlige, og der skal ikke tages dumme beslutninger,” siger John Højgaard.
Selv om Rajbek Bisultanov overvejede at stille op og kæmpe på trods af skaden, så var han og folkene omkring ham enige om, at det ikke var en gangbar vej.
Læs også: Status på DFC 2.0 – nyt om fightcard og showet
“Rajbek er sindssygt ærekær. Hvis han skulle gå i buret og tabe, fordi han ikke kan bruge sin arm ordentligt, ville han slet ikke kunne leve med det. Det er slet ikke sådan, hans mindset er.”
Kigger mod UNITE i Århus
Siden Dominance FC blev lanceret, er Rajbek Bisultanov blevet fremhævet som en af de kæmpere, Mark O. Madsen og hans promotion satsede på. Derfor er det også et af perspektiverne for den tidligere EM-guldvinder, at der ligger et nyt DFC-stævne og venter til foråret. Bisultanov vil dog gerne i buret inden da.
Læs også: Mark O: Derfor har Rajbek gigantisk potentiale
”Det vi tænker på er, at der er et UNITE-stævne i Århus i marts. Det kunne han bruge til at holde sig varm i stedet for. Det her har jo sat ham tilbage. Han er faktisk allerede i gang igen, men kan selvfølgelig ikke træne optimalt lige nu,” siger John Højgaard.
Læs også: UNITE har MMA-main event på plads i Århus
DFC 2.0 bliver altså uden Rajbek Bisultanov, men bryder-familien er stadigvæk repræsenteret i KB Hallen. Lillebror Rasambek Bisultanov debuterer nemlig som amatør ved stævnet, hvor han møder Hans Ludvig Bruun fra Norge.