Danmarks kampsportsunivers

Leverhug til DFC 2.0: Bisultanov skadet, Jon Stadil mangler igen modstander

KB Hallen til DFC 01. Foto: Mark O. Madsen.

I går skrev vi på Fighting.dk, at Mark O. Madsen havde fået lagt den sidste brik i puslespillet DFC 2.0, efter Majed Altaaens kamp var faldet på plads.

Men en matchmakers arbejde er sjældent slut før fight night, og DFC er blevet ramt af to afbud. Det ene fra en af deres egne. Rajbek Bisultanov, som var hovednavn ved DFC’s første stævne, er blevet ramt af en skade og har måtte trække sig fra kampen mod Veselin Dimitrov. Det bekræfter Bisultanovs manager John Højgaard over for Fighting.dk.

Læs også: Mark O: Derfor har Rajbek gigantisk potentiale

“Rajbek har jo været en måned i Thailand, kom hjem og stod snorlige. Han fortsætter så træningen herhjemme, men får gudhjælpemig en skade i København i forrige uge. Vi har håbet til det sidste, men i går måtte vi konstatere, at han ikke når at blive klar,” siger John Højgaard.

“Det er noget værre pis, for nu at sige det, som det er. Rajbek er fuldstændig knust. Når han går ind i noget, gør han det 100 procent, og vi har endda været helt ude i at overveje, om han alligevel skulle stille op med en halv arm. Han er så tændt, at han nærmest var klar til at binde den ene arm om på ryggen og gå i buret alligevel. Men det er jo åndssvagt, hvis der sker noget, så skaden bliver værre. Så i samråd med hans træner, og Hassan Torabi, der har behandlet ham, så har vi besluttet, at det går ikke.”

Læs også: Bisultanov sparrer med UFC-stjerner i Thailand

Stadil Palm igen uden modstander
Rajbek Bisultanovs kamp bliver ikke erstattet på kortet til DFC 2.0, som lige nu tæller 13 komplette kampe og en enkelt ukomplet.

Jon Stadil Palm, der som den sidste af profkæmperne fik modstander, står nemlig igen uden et navn at forholde sig til. Norske Ihsan Mangal har nemlig også måtte trække sig fra DFC 2.0 med en skade, fortæller Mark O. Madsen, der dog her arbejder på at finde en afløser til sin første kontraktbundne kæmper.

Læs også: Søren Bak om Jon Stadil Palm: Troede han var klar til at blive verdensmester

“Lige nu har jeg to muligheder på hånden. En tysk kæmper og en græker. Så jeg håber på, at vi kan nå i mål med en af dem, men der er jo flere ender, der skal mødes. Jon og hans folk skal sige ja til kampen, og vi skal blive enige med modstanderen,” siger DFC-præsidenten til Fighting.dk.

“Jeg vil helst ikke ud i at skulle ringe til de tre englændere igen,” tilføjer Madsen med et glimt i øjet og med henvisning til de tvivlsomme fightere, der måtte flyves ind på selve dagen til DFC’s premiere i september.

Læs også: Mark O: Englændere forsøgte at afpresse mig

DFC 2.0 finder sted næste lørdag den 11. januar i KB Hallen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.