Danmarks MMA-univers

Mark O: Derfor har Rajbek Bisultanov gigantisk potentiale

Rajbek Bisultanov i buret ved DFC 01. Foto: DFC.

Danskerne er ikke det folk i verden, der er mest dedikeret til at fejre sine sportslige helte. Jovist, ind imellem kommer der en spinkel og genert fyr fra Glyngøre og fylder Rådhuspladsen. Vi kan da også godt nikke anerkendende til håndboldherrer eller -damer – men kun hvis de vinder guld!

I en sport som MMA, der får relativt beskeden opmærksomhed herhjemme, er det også endnu mere udtalt. Vi har aldrig set en lufthavn myldre med fans, som da Jairzinho Rozenstruik vendte hjem til Surinam efter sin sejr over Alistair Overeem. Det virker også som en utopi at tro på scener á la dem fra Prag, da Jiri Prochazka blev hyldet af den halve hovedstad, da han kom hjem med UFC’s letsværvægtsbælte. 

Nej, heltedyrkelse ligger noget dybere forankret i andre kulturer end vores. Derfor ser Dominance FC’s præsident Mark O. Madsen også en potentiel motorvej direkte til stjernerne for et af sine egne nyplantede frø. Det drejer sig om stilfærdige tjetjensk-fødte Rajbek Bisultanov. 

Læs også: Bisultanov sparrer med UFC-stjerner i Thailand.

Masser af eksempler i norden
“Vi har jo det her danske kodeks,” siger Mark O. Madsen om den indledende beskrivelse af den beherskede forherligelse herhjemme. Han mælkede det selv som aktiv. 

“Jo, jeg lykkedes da med at få skabt en lille smule hype omkring mig selv og omkring sporten, men det kom jo aldrig op på det niveau, vi oplever med andre MMA-kæmpere.”

Mark O. Madsen på pressekonferencen umiddelbart efter Dominance FC 01 var i bogen.

Mark O. Madsen påpeger, at vi ikke skal ret langt væk fra den danske grænse for at finde kæmpere, der kommer med en anden etnisk baggrund, som giver dem et langt større opland af fans, end det de lever i til daglig.

Læs også: Mark O: Har følt mig forsøgt saboteret

“Makwan Amirkhani (tidligere UFC-kæmper fra Finland red.) blev en kæmpe stjerne inden for det kurdiske miljø. Nasrat Haqparast (tysk UFC-kæmper red.) er blevet en kæmpe stjerne i det afghanske miljø. Ottman Azaitar og hans bror Abu (også UFC-kæmpere med base i Tyskland red.) er kæmpe stjerner inden for det marrokanske miljø. Det er kulturbetonet.”

Rajbek har gigantisk potentiale
Rajbek Bisultanov kom med sin familie fra Tjetjenien til Danmark som en lille dreng, og skabte sig uden de store fanfarer en flot karriere i brydning, hvor det blev til EM-guld og VM-sølv. Mark O. Madsen har ved flere lejligheder trukket paralleller fra Bisultanov til en anden atlet, der med tjetjensk ophav og skandinavisk opvækst har skabt sig et enormt navn. 

Her taler vi naturligvis om UFC-stjernen Khamzat Chimaev, der er et kolossalt navn i det hjemland, han forlod som 18-årig for et liv med flere muligheder i Sverige. Bare som et eksempel på sin eksponering har Chimaev ni millioner følgere på Instagram alene. Af de otte nuværende mandlige mestre i UFC har kun Jon Jones og Islam Makhachev marginalt flere.  

Læs også: Mark O. Madsen i opråb til danske fightere: “Vis nosser!

“Derfor siger jeg, at Rajbek har gigantisk potentiale. Det kan han have sportsligt, hvis han griber den snøre, der er kastet ud for ham her. Griber han den chance. Går han ind i det, som om det gælder hans liv, ligesom han gjorde i brydning. Vinder han nogle kampe, så har manden to millioner følgere på Instagram. Fordi den kultur han kommer fra bakker op om det her og finder stolthed og ære i den her sport,” siger Mark O. Madsen og fortsætter:

Rajbek Bisultanov og UFC-kæmperen Ian Garry. Foto: Privat.

“Har han to millioner følgere, så kan jeg love dig for, at der sidder to-tre mand ovre i Las Vegas og gnider sig i hænderne og siger, ham der, ham skal vi have til UFC. Og det er det potentiale, jeg synes er spændende. Det var derfor jeg var så interesseret i Muhidin, som også har en stor opbakning i det somaliske miljø.”

Læs også: Mark O. må droppe hypet stortalent

Rajbek Bisultanov tromlede i sin debut uden problemer hen over den engelske MMA-debutant Steven Mark Crame ved DFC 01. Den 11. januar møder han bulgarske Veselin Dimitrov, som i hvert fald er langt mere rutineret med 44 professionelle MMA-kampe bag sig, men også er blevet stoppet i første omgang i fem af sine seneste seks.  

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.