Om mindre end to uger skulle landets bedste og mest ambitiøse MMA-amatørkæmpere have dystet om Danmarksmesterskaberne i MMA anno 2025 i Humlehøj Hallen i Sønderborg.
Læs også: Sidste chance: Tilmelding til DM i MMA lukker i dag
Men sådan kommer det ikke til at gå.
DM i MMA 2025 er nemlig aflyst og bliver ikke til noget. Det skriver Dansk Mixed Martials Arts Forbund (DMMAF) på sin Facebook-side.
“Det er med stor ærgrelse, at vi må meddele, at at Danmarksmesterskabet i MMA bliver aflyst,” fremgår det af et opslag fra forbundet.
Trist aflysning
Årsagen skal findes i for få tilmeldte kæmpere.
“Vi har fra forbundets side lagt en hel del kræfter i at gentænke formatet for DM til en turnering, der skulle forberede Danmarks nye talenter og landsholdskæmpere til internationale konkurrencer som EM og VM. Derfor er det ekstra trist, at opbakningen fra klubber og kæmpere denne gang ikke være tilstrækkelig til at gennemføre arrangementet,” lyder det videre.
Læs også: Efter kritik: DM i MMA vender tilbage til turneringsformat
Mere præcist hvor mange – eller hvor få – kæmpere, der var tilmeldt DM i MMA fremgår ikke, men DMMAF har tidligere oplyst, at der minimum skulle være otte kæmpe for at DM kunne gennemføres.
DM i MMA skulle efter planen været afviklet i weekenden den 15.-17. august i Sønderborg.
Tidligere har etablerede navne som Jon Stadil Palm, Emil Shahriari og Oliver Petersen alle vundet DM, men i 2025 bliver der altså ikke nogen nye navne, der kan føje en DM-titel til deres CV.



