Danmarks kampsportsunivers

G-streng koster dansk EM-medaljevinder finalesejr: “En mærkelig og ret komisk situation”

Casandra Jeppesen i aktion ved IBJJF Milan Open. Foto: Privat / @casandra_jeppesen

Casandra Jeppesen dominerede sin vej til finalen i Milano – men endte med at blive sendt ud af turneringen af en årsag, hun aldrig havde forestillet sig.

Den 17-årige dansker Casandra Jeppesen er ikke nogen ukendt profil i dansk kampsport. I februar skrev hun historie, da hun som den første kvinde nogensinde vandt en U18-medalje for det danske MMA-landshold ved europamesterskaberne i Beograd – og det i sine allerførste officielle MMA-kampe.

Læs også: Landsholdsdebutant sikrer dansk medalje ved EM i MMA

I weekenden var Spring Jiu Jitsu-profilen taget til Milano for at kæmpe ved IBJJF Milan Open – en af de store internationale grappling-turneringer – og det startede fantastisk.

“Mine kampe op til finalen gik faktisk virkelig godt, og jeg havde god kontrol, selvom jeg desværre var ret syg under hele stævnet. Jeg kæmpede mig alligevel hele vejen til finalen, så jeg var egentlig ret tilfreds med min præstation indtil da,” fortæller Casandra Jeppesen til Fighting.dk.

Midt i en ankellås – så stoppede dommeren
I finalen var Jeppesen godt med. Hun var faktisk midt i at arbejde sig frem mod en ankellås på sin modstander, da dommeren pludselig afbryder kampen.

“Vi rejste os begge op, helt forvirrede, og kort efter pegede han på mig og diskvalificerede mig. Jeg spurgte selvfølgelig hvorfor, og han sagde, at det var fordi jeg havde g-streng på,” fortæller hun.

Forklaringen er, at IBJJF ikke godkender g-streng som undertøj. Som kvinde skal man have shorts under gi-bukserne – en regel, den unge dansker ganske enkelt ikke var bekendt med.

“Ærligt var jeg ret i chok, fordi det ikke er noget, jeg havde været opmærksom på før. Det havde selvfølgelig været rart at vide inden, men nu ved jeg det til næste gang. Det var lidt en mærkelig og også ret komisk situation, men jeg var selvfølgelig stadig skuffet, fordi det var en finale,” siger den 17-årige dansker.

Læs også: EM-bronzevinder ser tilbage: “Det har været en drøm, så længe jeg kan huske”

Trods den bizarre afslutning var turneringen et bevis på, at Casandra Jeppesen evner inden for grappling er på europæisk topniveau, som også landstræner Milan Silva har været inde på i interview med Fighting.dk tidligere.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.