Danmarks kampsportsunivers

UFC idømmer Conor McGregor dopingdom på 18 måneder

Conor McGregor i buret. Foto: Imago / Inpho - Tom Hogan.

Conor McGregor tager endnu engang overskrifter for alt andet end sine præstationer i oktagonen.

Tirsdag aften kom det således frem, at den tidligere UFC-dobbeltchamp er blevet idømt 18 måneders karantæne for brud på UFC’s antidopingprogram.

Ireren har – ifølge Combat Sports Anti-Doping (CSAD) – gjort sig skyldig i at have misset tre dopingtests i 2024.

Der er tale om dopingtest, der skulle have været foretaget den 13. juni, 19. september og 20. september 2024 – altså tre gange på blot fire måneder.

“McGregor missede tre forsøg på biologiske prøveindsamlinger inden for en 12-måneders periode i 2024, hvilket udgør en overtrædelse af UFC’s antidopingpolitik,” lyder det i CSAD’s officielle udmelding.

Tre missede tests på fire måneder
Ironisk nok fandt den første missede test sted samme dag, som UFC aflyste McGregors længe ventede comeback-kamp mod Michael Chandler ved UFC 303.

Læs også: McGregor annoncerer vanvittig turnering med $15 mio. i førstepræmie

Ifølge UFC har McGregor accepteret straffen, som normalt ville have været på 24 måneder for tre missede tests. Men ireren fik reduceret karantænen med seks måneder.

“McGregor samarbejdede fuldt ud med CSAD’s undersøgelse, tog ansvar og leverede detaljeret information, som CSAD vurderede bidrog til de missede tests,” hedder det i udmeldingen.

CSAD noterede sig også, at ireren var skadet og ikke forberedte sig på en kamp på tidspunktet:

“Selvom McGregor ikke stillede sig til rådighed for test på disse datoer, bemærkede CSAD, at han kom sig efter en skade og ikke forberedte sig på en kommende kamp.”

Kan stadig kæmpe i Det Hvide Hus
Karantænen løber tilbage fra 20. september 2024 og udløber 20. marts 2026.

Det betyder paradoksalt nok, at McGregor – trods endnu en skandale – stadig kan nå at kæmpe på UFC’s prestigefyldte White House-stævne i juni 2026.

Læs også: Trump lover historisk UFC-event i Det Hvide Hus – McGregor melder sig klar

Den tidligere dobbeltchamp har ikke kæmpet siden juli 2021, hvor han brækkede benet i sin trilogikamp mod Dustin Poirier.

Med dopingkarantænen oveni er det nu næsten fem år siden, verdens mest kontroversielle MMA-stjerne sidst var i aktion.

Om UFC vil satse på ham igen efter denne dopingdom, er et åbent spørgsmål. Men hvis fortiden er en indikator, har McGregor vist sig bemærkelsesværdig god til at overleve kontroverser, der ville have ødelagt andre karrierer for længst.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.