Nattens PFL blev desværre ikke den danske succes, man kunne have håbet på.
Mads Burnell måtte nemlig indkassere sit andet nederlag i træk – og ligesom i april, hvor han blev stoppet af new zealandske Jay Jay Wilson – så blev danskeren også stoppet før tiden i nattens PFL-duel.
Burnell havde ellers godt styr på sin modstander, amerikanske Robert Watley, i kampens første runder.
Her landede danskeren adskillige gode spark til kroppen på Watley og havde samtidig et par takedowns oveni. Resultatet var en omgang med dansk dominans og kontrol.
Mønsteret fortsatte i anden omgang, hvor Burnell langt hen ad vejen havde styr på Watley og kontant lagde pres på sin amerikanske modstander. Så da kæmperne kom ud til tredje og sidste omgang, er det svært at forestille sig, at danskeren ikke var oppe med 2-0 på dommernes scorecards.
Måske var det derfor, at amerikaneren kom stormende ud til kampens sidste fem minutter med både headkicks og vilde swings.
Burnell fik dog taget Watley ned, men efter en scramble endte amerikaneren med topposition – og det blev starten på enden for Burnell.
Watley landede flere tunge albuer og slag på den liggende dansker, og med to minutter og 23 sekunder tilbage af omgangen, må kamplederen træde til og vinke kampen af.
Ærgerligt TKO-nederlag for Burnell, der med rette kan føle, han var på vej til en sikker sejr på point.
I stedet blev det altså det andet stoppage-nederlag i træk til danskeren, hvis rekordliste nu lyder på 20 sejre og otte nederlag i karrieren. I PFL står Burnell noteret for to sejre og tre nederlag.
Watley avancerer med sejren til 16 sejre i 19 kampe.



