Der bliver masser af hårdtslående sværvægtere at se frem til i KB Hallen den 6. juni, når Airtox Dominance 6.0 løber af stablen.
Mark O. Madsen og kompagni har allerede booket to spændende sværvægtskampe, og nu har Airtox Dominance endeligt bekræftet en dansk-svensk duel, som Fighting.dk tidligere har skrevet skulle være på vej.
Læs også: Fighting.dk erfarer: Nordisk sværvægtsbrag på plads i KB Hallen
Den kommer til at stå mellem Arte Suaves Patrik Månsson og den svenske Jiffa Kundo. Svenskeren vandt så sent som i januar de nordiske mesterskaber i MMA, hvor han blandt andet besejrede Månssons holdkammerat Mathis Damgård på vejen mod titlen.
Patrik Månsson er dog også i fin form. Sidste efterår besejrede han Gergely Bencz fra Great Danes Fight Club ved MMA GALLA vol. 26 – en sejr, der blev fulgt op af endnu en triumf ved den svenske turneringsserie Last Man Standing, hvor Månsson besejrede svenske Calle Andersson.
Læs også: Dansk optur: Flot sejr til Patrik Månsson i Sverige
Mens Patrik Månsson endnu ikke har været i kamp for Airtox Dominance, har Jiffa Kundo en enkelt optræden i KB Hallen bag sig.
Det var ved Airtox Dominance 3.0 tilbage i april 2025, hvor Jiffa Kundo mødte danske Kasper Hansen i en sværvægtskamp, som danskeren vandt på knockout i første runde.
Airtox Dominance 6.0 finder sted den 6. juni i KB Hallen.



