Julius Mørck fik en noget nær perfekt anden kamp som senior.
Den bare 18-årige fighter fra københavnske Arte Suave stod ved MMA GALLA vol. 34 i Fredericia her til aften over for tyske Erol Dera – og selvom tyskeren kom blæsende ud af starthullerne og virkelig lagde pres på den unge dansker, så holdt Julius Mørck hovedet koldt.
Læs også: MMA GALLA tilfreds med billetsalg til første Fredericia-stævne: “Vi er blevet taget godt imod”
Stille og roligt fik danskeren overtaget mod den stadig mere trætte tysker. Ved flere lejligheder var Mørck også tæt på at finde en submission, men Dera overlevede alle tre runder, og så måtte dommersedlerne i spil.
Her var der ingen tvivl. Julius Mørck havde gjort mere end rigeligt til at sikre sig sejren på en enstemmig dommerafgørelse.
Dermed står det 18-årige Arte Suave-talent nu noteret for to sejre i to kampe som senior. Også ved MMA GALLA vol. 33 var Julius Mørck i buret, og dengang blev det til en omdiskuteret sejr over norske Leon Haug.
Læs også: Dansk talent efter omdiskuteret debutsejr: “Jeg synes, det er fair”



