Han har allerede masser af rutine fra adskillige kampe i blandt andet muay thai og K1 – men lørdag aften i Arena Randers går Malik Diakite for første gang i buret til en MMA-kamp.
Den 24-årige er blandt andet nordisk mester i K1 og har kæmpet store kampe hos organisationer som EFL og Unite. Men for den ambitiøse Burnell MMA-profil er der ingen tvivl om, at skiftet til MMA er en helt anden opgave.
“MMA er den ultimative test. K1 og muay thai er bestemt ikke nemt, men intet til sammenligning med MMA,” fortæller Malik Diakite til Fighting.dk.
Læs også: Malik Diakite afløser skadet nordjyde: Klar til MMA-debut i Arena Randers
Faktisk er MMA slet ikke så nyt for Diakite, som debuten antyder. Interessen for sporten har været der fra begyndelsen.
“Da jeg startede med kampsport i 2022, startede jeg i en MMA-klub og har siden vidst, at mine interesser lå i MMA. Det er det, mine tanker altid har været på,” siger Diakite, der glæder sig til at fremvise hele sit register i buret.
“Efter så meget tid på kickboksning-scenen ser jeg frem til at vise min striking i små handsker, men også min brydning og jiu-jitsu,” lyder det.
Træner med et stærkt team
Diakite er i dag en del af Burnell MMA – klubber der bærer navn efter Mads Burnell, som oven i købet selv er hovednavnet ved lørdagens stævne. Og han han lægger ikke skjul på, hvor stor en rolle klubben har spillet.
“Burnell MMA har haft en kæmpe indflydelse på mig som kæmper, og den version glæder jeg mig til at vise frem på lørdag i Randers. Den intensitet, vi træner med, og mængden af kæmpere på så højt et niveau finder man ikke andre steder i Danmark, når vi snakker MMA,” mener Malik Diakite.
Netop miljøet i klubben fremhæver han som helt afgørende for sin udvikling.
“Vi står med et stærkt team, det virker til at blive ved med at vokse. Det er umuligt at få en runde, hvor man kan slappe af – det er et rum fyldt med sultne og hårde kæmpere. Atmosfæren og sammenholdet spiller en vanvittig stor rolle,” fortæller han.
Læs også: Mark O. Madsen øjner tilskuerrekord i Randers: “Vi kan roligt regne med god stemning”
Debuten kommer oven i købet i store rammer. Arena Randers er en af landets største, og Airtox Dominance-præsident Mark O. Madsen løftede tidligere på ugen sløret for, at man forventer en tilskuerrekord til stævnet.
Men de mange tilskuere er kun ekstra motivation for Diakite.
“Det her er klart en af de større muligheder – især med så mange øjne,” slår Malik Diakite fast inden lørdagens MMA-debutkamp, hvor modstanderen bliver nordjyske Noah Kiel.
Læs også: Nordjyde tilbage efter lang pause: “Jeg går altid efter en afslutning før tid”
Det er lørdag aften i Arena Randers, at Airtox Dominance 7.0 finder sted med ‘Diakite vs. Kiel’ som én af i alt 12 kampe.


