Melissa Mortensen var i den grad på hjemmebane, da hun den 6. december sidste år gik i ringen i Sportium Varde på den jyske vestkyst.
Her leverede hun som hjemmebanebokser op til sin favoritværdighed, da Melissa Mortensen knockout-besejrede den uortodokse polak Dorota Norek.
Læs også: Melissa Mortensen tager bæltet med storslået sejr på hjemmebane
Sejren betød, at Mortensen nu kan kalde sig EBU Silver-mester i superbantamvægt, men hvis man havde troet, at den fremadstormende dansker ville hvile på laurbærrene, så må man tro om.
Allerede lørdag aften skal Melissa Mortensen (8-0) i ringen igen, og ifølge Primetime Boxing-promotor Kasper Holgersen, så venter der en ganske vanskelig opgave i form af britiske Tori-Ellis Willets (7-1).
“Det er bestemt en god modstander, Melissa møder, og det er næsten skræmmende, at den ligger som kamp nummer to, for det er to rigtig dygtige boksere,” lyder det fra Kasper Holgersen.
Sjældent våben
Han var glad for det, han så fra Melissa Mortensens side i Varde i december. Her fik den ubesejrede dansker tidligt i kampen et dybt cut, da Norek gik noget utraditionelt frem med hovedet i flere af sine slagserier.
“Melissa boksede en rigtig god kamp, og det var stærkt, at hun for alvor fik bevist, at hun har slagstyrken til at stoppe sine modstandere med et slag. Det er noget, der er et sjældent våben for kvindelige boksere i de vægtklasser,” siger Kasper Holgersen og fortsætter:
“Men det var godt, hun fik stoppet Norek, for hun var en svær størrelse at håndtere med den måde, hun kom frem med hovedet på. Det kunne godt have gået værre,” lyder det.
Læs også: Promotor roser Maher Khatib: “En spændende type, der vil fremad”
Om lørdagens britiske modstander Tori-Ellis Willets lyder skudsmålet:
“Det er nok den bedste modstander, hun (Melissa Mortensen, red.) på papiret har mødt. Jeg tror, det bliver en god kamp, og hvis alt ellers går efter planen, skal Melissa havde en pause på et par måneder inden sin næste kamp, hvor vi regner med, at hun skal bokse titelkamp i maj engang,” siger Primetime Boxing-promotoren.
Primetime Fight Night 6.0 afvikles lørdag aften i Sydbank Arena i Kolding. Hovedkampen står mellem danske Jacob Bank og den cubanske ex-verdensmester William Scull.



