Danmarks kampsportsunivers

Efter imponerende sejr i Odense: Ubesejrede Bisultanov får ny MMA GALLA-kamp

Rasambek Bisultanov har vundet alle tre sine MMA-kampe så langt i karrieren. Foto: Sophie Danty Rügge

Rasambek Bisultanov leverede en af de mest imponerende præstationer ved MMA GALLA vol. 32 i Odense.

Den ubesejrede Aarhus-fighter med den stærke bryderbaggrund tog en sikker pointsejr over svenske Ilyas Al-Taie, der ellers kom til Danmark med en pletfri rekordliste bestående af syv sejre i syv kampe.

Læs også: MMA GALLA vol. 32: Bisultanov får ny modstander – og han ser virkelig giftig ud

Men Bisultanov nedkæmpede svenskeren over tre omgange i en medrivende kamp, hvor den dansk-tjetjenske sejr dog aldrig kom i fare.

Og nu får den yngste Bisultanov-bror så endnu en chance for at bevise sine evner i buret. MMA GALLA annoncerede nemlig tidligere i dag, at Rasambek Bisultanov skal i aktion ved det kommende stævne i Fredericia den 31. oktober.

Ny svensk duel

Til den tid kommer Aarhus Fight Academy-profilen til at få endnu en svensk modstander i form af Bodila Bokofo fra Team MMA Mukumbusu.

Kampen bliver en catchweight-kamp op til 80 kilo og bliver en af mange amatørkampe ved MMA GALLA vol. 34, hvor Rasambek Bisultanov ikke bliver den eneste fra familien, der skal i buret.

Rajbek Bisultanov skal nemlig kæmpe main event i en længe ventet comeback-kamp mere end to år efter, at den dobbelte europamester i brydning kæmpede sin første og hidtil eneste kamp som professionel MMA-fighter.

Læs også: Bisultanov får main event i Fredericia: Møder ubesejret bulgarer i MMA GALLA-debut

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.