Danmarks kampsportsunivers

Efter lynknockout i Academy-debut: Jeppe Brandt får genvalg som main event

Jeppe Brandt, tv, er klar til endnu en kamp main event ved ADF Academy. Her ses ham ved faceoff'en forud for 1.0-stævnet, hvor han mødte svenske Kevin Gjelseth. Foto: Christian Kornum, ADFC

Der er efterhånden kun lidt over to uger til, at Airtox Dominance Academy 2.0 løber af stablen i Guldboxen i Nykøbing Falster.

Og nu står det så klart, at danske Jeppe Brandt får genvalg som main event ved stævnet den 1. november.

Det annoncerede Airtox Dominance tidligere i dag på Instagram.

Som det fremgår, så møder Jeppe Brandt norske Fredrick Høifødt fra Orian MMA Academy.

For Høifødt bliver det ikke første gang, han kæmper i et MMA-bur i Danmark. I maj måned kæmpede han mod landsmanden Alexander Virtanen ved MMA GALLA vol. 25 i Aalborg – dengang tog Høifødt sejren på submission efter godt fire minutters kamp i første runde.

Endnu bedre gik det for Jeppe Brandt sidste gang, han var i buret.

Læs også: Mark O. har selv sparret med Jeppe Brandt: “En superstærk main event”

Det var 30. august, hvor han ligeledes var main event ved AD Academys premierestævne. Ved den lejlighed udraderede den 23-årige dansker sin svenske modstander Kevin Gjelseth på bare 85 sekunder.

Det er altså to kæmpere, der ved, hvordan man afslutter kampe tidligt – og i øvrigt kommer med en frisk succesoplevelse i bagagen – der tørner sammen i main event ved AD Academy 2.0.

Stævnet finder sted den 1. november og afholdes i Guldboxen i Nykøbing Falster.

Her er Jeppe Brandt i øvrigt i den grad på hjemmebane. For selvom han i dag er bosat og træner i Thailand, så har han trådt sine barnesko i Nykøbing Falster Bokseklub.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.