Noche UFC er over os. Det mest spektakulære live sportsevent nogensinde, per UFC-præsident Dana White. Jeg kan ikke mindes, at noget stævne har været så hypet for alt det rundt om selve aftenens fightcard. Det er nærmest mytisk allerede halvandet døgn inden, at dørene åbner
Årsagen til påstyret er arenaen. Sphere i Las Vegas – den dyreste kampsports arena i historien og en mageløs konstruktion, som det sgu ærligt også er svært at vente på at få åbenbaret. Det kan næsten kun blive et formidabelt show.
Men det handler til syvende og sidst altid om kampene, og der har vi også et ganske flot line up. To titelkampe – den ene det sidste kapitel i en speciel trilogi, den anden et møde mellem to enormt forskellige men voldsomt dygtige specialister. Inden da et fjervægtsopgør, der ser drabeligt ud og to mexicanske favoritter med tung pres på skuldrene. Der er MASSER at tage fat på, så lad os komme igang med ugens forudsigelser.
Ronaldo Rodriguez vs. Ode Osbourne
Jeg er lidt forundret over, at Raul Rosas Jr. ligger som åbner på prelims, mens denne kamp er blevet valgt til at indlede main card. Man skulle tro at et af firmaets store mexicanske navne, som endda bare er 19 år, ville blive prioriteret højt på netop denne aften. I stedet får vi Ronaldo Rodriguez, der har én kamp bag sig i UFC, og Ode Osbourne, der har tabt to i træk. Rodriguez debuterede med en sejr over Denys Bondar via rear naked choke i anden omgang. Det var tilbage i februar, og det var mexicanerens sjette sejr på stribe. For jamaicanske Osbourne har det ikke set ligeså lyst ud på det sidste, da han er blevet submittet i sine to seneste kampe. Osbournes takedownforsvar er ikke overmåde imponerende, og på gulvet kan han nogen gange se decideret tabt ud, når han skal forsvare sig mod submissions. Ronaldo Rodriguez har et skarpt submission-game selv om han nu og da er lidt langsom starter. Sammenholdt med Osbournes flair for at komme i problemer, i ekstra høj grad når han rammer kanvassen, så virker mexicaneren bare noget stærkere og mere afklaret i sin stil. Jeg tror, det bliver endnu en tur i manegen med samme udfald som i de seneste opgør for begge parter. Et regulært déja vu.
Forudsigelse: Rodriguez vinder på submission.
Daniel Zellhuber vs. Esteban Ribovics
Daniel Zellhuber er et af de mest interessante MMA-talenter fra Mexico, og han har set knivskarp ud indtil videre. Okay, der var lige den bizarre blunder mod Trey Ogden, men siden da har han set særdeles overbevisende ud. Sidste gang var Zellhuber oppe mod den brave argentiner Francisco Brado, som gjorde alt for at komme forbi mexicanerens lange arme, men i store træk blev kontrolleret og gennembanket over 15 underholdende minutter. Denne gang får Zellhuber igen argentinsk modstand i form af Esteban Ribovics. ‘El Gringo’ er lidt ældre end landsmanden Prado, men ikke mere rutineret hvad kampe angår. Ribovics scorede en fantastisk knockout på bare 37 sekunder mod Terrence McKinney i sin seneste kamp, men er oppe mod en klart sværere udfordring denne gang. Hans første to UFC-kampe kastede et nederlag og en sejr af sig mod modstandere uden noget særligt på CV’et, og jeg har ganske enkelt svært ved at forestille mig, at Ribovics kan kompensere for Zellhubers 21 centimeter længere vingefang. Der er selvfølgelig altid en puncher’s chance for argentineren, men det her ligner bestemt en kamp, der kan få de mexicanske fans op af stolene. Jeg kan godt se Zellhuber finde vej til knockouten, men erfaringen siger, at argentinere lavet af læder, og derfor forudser jeg en bulet, blå og blodig Ribovics klare sig igennem til det sidste horn lyder.
Forudsigelse: Daniel Zellhuber vinder på point.
Brian Ortega vs. Diego Lopes
Hvis man var en af dem, der allerede savlede over udsigten til den her kamp tilbage i juni, så er forventningens glæde næppe blevet mindre af tre måneders ekstra ventetid. Det var lidt af et kaos den aften, hvor Ortega måtte trækkes ud med få timer til stævnestart, og UFC mirakuløst nåede at hive Dan Ige op ad hatten for at beholde Diego Lopes på kortet. Lopes måtte ud i tre runder mod den hasteindkaldte vikar, men sikrede sig altså sin fjerde sejr på stribe trods tumulten.
Inden mødet med Ige var Lopes igang med lidt af en stime. Tre modstandere besejret, alle tre stoppet i første omgang og alle tre på omtrent halvandet minut. Nu tales der om, at brasilianeren – som måske efterhånden er mere mexicansk – med en sejr over Ortega kan blive den næste bejler til fjervægtsmesteren, om det så er Topuria eller Holloway til den tid. Det er til trods for, at Lopes blot er nummer 13 på ranglisten i fjervægt, hvor han endda bizart nok blev overhalet af Bryce Mitchell ved seneste opdatering. Mitchell der er blevet stoppet i to af sine seneste tre kampe. Lopes ligger også bag folk som Giga Chikadze, Josh Emmett og Calvin Kattar. Men det er et sidespor.
Brian Ortega er ikke Dan Ige. Han er heller ikke Sodiq Yusuff, Pat Sabatini eller Gavin Tucker. Det her er et større spring i modstanderniveau for Diego Lopes, i hvert fald siden nederlaget til Movsar Evloev i UFC-debuten. Ortega har mødt de fleste af de helt store navne i fjervægt de sidste fem år, og selv om T-City er kommet til kort mod folk som Holloway og Volkanovski, så har han også vist klassen mod eksempelvis Moicano, Cub Swanson, Frankie Edgar, Korean Zombie og senest Yair Rodriguez. Hvad det hårde program, de mange skader og uro uden for buret har betydet for Ortega er stadig svært at vurdere, men han så rigtig stærk ud i februar mod ‘El Pantera’, og er nu udhvilet og forhåbentlig ved godt helbred fysisk såvel som mentalt. Er han det, så tror jeg simpelthen ikke på, at Diego Lopes er klar til det her skridt. Sidst så han presset ud i tredje omgang mod uforberedte Ige, og selv om det var forståeligt oven på den kaotiske optakt, så må jeg igen hæfte mig ved, at han lørdag nat møder en modstander fra en anden hylde. Der er muligheden for, at Lopes lander noget tungt tidligt, men Ortega har ofte vist, at han kan tage flere tæsk end selv den sejeste piñada. Derfor falder valget her på veteranen.
Forudsigelse: Brian Ortega vinder på point.
Alexa Grasso (c) vs. Valentina Shevchenko
Ligesom Noche UFC’s hovedattraktion er også co-main event en svær størrelse at blive klog på. Det har været en underlig trilogi mellem Alexa Grasso og Valentina Shevchenko. Den forhenværende dronning af fluevægt var både i den første kamp og rematchen på vej mod en sejr, men blottede sig ved begge lejligheder i de døende minutter, og begge gange kostede det hende dyrt. Først med karrierens første submission-nederlag, og siden med en uafgjort, der lod Grasso beholde bæltet.
Shevchenko regerede kvindernes fluevægtsdivision i fire år efter hun vandt titlen mod Joanna Jedrzejczyk. Forsvarede bæltet seks gange i suveræn stil, og på lidt mindre overbevisende facon mod Talia Santos. De første revner i kirgiserens skjold viste sig netop i den kamp. Hun gjorde nok til at overbevise dommerne, men blev matchet på gulvet af Santos, der havde flere behjertede submission-forsøg.
Alligevel føltes det nærmest sensationelt, da ‘Bullet’ ni måneder senere blev stødt af tronen. Af upåagtede Alexa Grasso, der var kommet op fra stråvægt efter forgæves at have jagtet en titelkamp der. Grasso havde en sejr over Maycee Barber som det mest imponerende navn på sit CV og fik chancen på et tidspunkt, hvor der ikke var alt for mange andre oplagte udfordrere. Men Grasso tog fusen på MMA-universet og hev et rear naked choke ud af ærmet, da Shevchenko pludselig gav hende chancen. Og da det så sort ud i rematchen hev hun også en stærk femte omgang frem fra gemmerne, som gav en 10-8’er hos den ene dommer, og derfor sikrede uafgjort og dermed titelforsvar.
Grasso blev taget ned fire gange i begge de første to kampe mod Shevchenko, der over de samlede knap 40 minutters kamp havde næsten et kvarters kontroltid. Det er forhåbentlig et område, hvor der virkelig er blevet sat hårdt ind i Grassos træningslejr op til det tredje møde med ‘Bullet’. Hvis hun kan forbedre sit takedownforsvar denne gang, så virker hun stærkere i bokseduellerne end Valentina. Samtidig er Grasso fem år yngre og har ikke samme slidte udtryk som den tidligere champ. Og så må vi forvente, at hun bliver båret frem i Sphere, når mexicanerne skal hyldes og formentlig er talstærkt tilstede. Hun er trods alt deres eneste nuværende champ. Det bliver et langt og sejt træk fra start til slut, men til tredje møde med Shevchenko må Grasso være klar på alt, hvad der kan komme. Når hun samtidig møder den forhenværende mester, der entydigt har toppet, så tror jeg ikke, at tronskiftet i fluevægt bliver rullet tilbage.
Forudsigelse: Alexa Grasso vinder på point.
Sean O’Malley (c) vs. Merab Dvalishvili
Så går den ikke længere. Det her er en af de mest uforudsigelige titelkampe jeg kan mindes, og det er selv om UFC egentlig er gode til at levere de interessante match ups. Men der skal peges på en vinder, så det gør vi.
Merab Dvalishvili har i den grad fået lov at arbejde sig til den her mulighed. Det er nærmest surrealistisk at tænke på, at georgeren tabte sine første to kampe i UFC. Først en split decision til Frankie Saenz og så den kontroversielle tekniske submission mod Ricky Simón, hvor Dvalishvili måske – måske ikke – mistede bevidstheden i sidste sekund. 10 sejre senere – de seneste tre over tidligere mestre – står Dvalishvili nu i karrierens største kamp og endda i den ikoniske Sphere. Det er lidt af en belønning og i det her tilfælde, må man sige, at hårdt arbejde bærer frugt.
Overfor Dvalishvili finder vi den måske største amerikanske stjerne i UFC lige nu. En mand der har alt det, Dana White kan ønske sig i en gallionsfigur. Et flashy look, en aura af usårlighed, godt greb om det unge publikum på diverse sociale medier, selvsikre talegaver og en kampstil, der nærmest garanterer underholdning. I lang tid spekulerede vi på, om han egentlig havde det nødvendige niveau, for UFC var længe om at give ham en seriøs udfordring, og første gang de gjorde det, gik det galt mod Marlon Vera. Men O’Malley har siden udryddet enhver tvivl om, at han tilhører den absolutte elite.
Da UFC bekræftede kampen, blev Dvalishvili gjort til favorit af bookmakerne. En ret betragtelig favorit endda. Men spillerne har haft en anden opfattelse af styrkeforholdet, for stille og roligt har O’Malley arbejdet sig tættere på sin udfordrer, og med halvandet døgn til kampen, er ‘Sugar’ nu den, der giver det laveste udbytte.
Det er ikke underligt, at oddsene svinger, for Noche UFC’s main event er et møde mellem to radikalt forskellige kæmpere. Dvalishvilis ustoppelige pres, brydning i verdensklasse, og en frygtløshed som en anden honninggrævling. Med en arbejdsomhed der ville få en samlet myretue til at gå ned med stres. Dvalishvili mangler 12 takedowns for at overtage førstepladsen i UFC-historien fra George St. Pierre, der nåede op på 90.
Over for har vi O’Malleys kirurgisk præcise og ekstremt veltimede striking, som bliver sat i scene af et fodarbejde, der er et af de bedste i sporten i dag. O’Malley bevæger sig med en naturlighed i duellerne på fødderne, som var han opfostret til at slås fra sine første skridt. Hans bedømmer afstanden i de første momenter af kampen. Bruger måske en omgang på at skyde sig rigtigt ind på sin modstander, men er ingenlunde en langsom starter. De første minutter er bare kalibrering.
For Dvalishvili er nøglen selvsagt takedowns. Han forsøger dem konstant, og lander mange af dem med sin akavede stil. Hvis han ikke har succes med de første 10, jamen så prøver han bare 10 mere. I klubben i New York kæmper stakkels Ray Longo for at holde Dvalishvili fra at slide sig selv op. Når træneren ikke holder øje, kan den lille maskine godt nå op på et tocifret antal sparringsrunder dagligt. Når takedowns er nøglen for titelbejlere, så er takedownforsvaret naturligvis et vigtigt område for champen. O’Malley har forsvaret 62 procent af de takedowns, hans modstandere har forsøgt sig med. I de seneste 10 af mesterens kampe, er det kun Petr Yan og Thomas Almeida, der har taget ‘Sugar’ ned. Yan gjorde det til gengæld seks gange, og Dvalishvili er formentlig den stærkeste i lige præcis den disciplin, som O’Malley har været oppe mod.
Den anden primære faktor i kampen er O’Malleys spidskompetence. En ægte knockoutartist med en bred vifte af våben i tasken. Montanas MMA-stolthed har stoppet 11 mand med sine slag og spark. Den seneste var endda Dvalishvilis nære ven og den tidligere champ Aljamain Sterling. Men også i O’Malleys første titelforsvar var han tæt på at aflive Marlon Vera før tid. Kun en overnaturlig ecuadoriansk panzerkæbe holdt ‘Chito’ stående kampen ud med 230 strikes mod udfordrerens 89. Der var decideret klasseforskel.
Jeg har været enormt meget i tvivl om det her valg, for der er to overvejende sandsynlige scenarier. Det ene er, at Dvalishvili langsomt kvæler O’Malley med takedowns og clinch op ad buret, indtil ‘Sugar’ løber tør for kræfter og taber på point eller en sen submission. Måske endda en portion ground’n’pound. Men jeg tror mest på det andet scenarie. Dvalishvili blev grundigt rystet tidligt i kampen af et venstrehook fra Henry Cejudo, og var ikke langt fra at blive stoppet af Marlon Moraes efter en lignende træffer. Sean O’Malleys striking er i en liga for sig i bantamvægt, og mod en modstander, der er kendt for at tage mange ricisi og blotte sig, bør der ligge gode muligheder for champen til at gøre det, han gør bedre end stort set alle andre.
Forudsigelse: Sean O’Malley vinder på knockout.
