Danmarks kampsportsunivers

Fouad Sandbeck klar til anden pro-kamp: “Fik kun vist 20 procent af, hvad jeg kan”

Fouad Sandbeck på vej mod sejren over Robin Ylimäki i Brøndby Hallen sidste år. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA

Fouad Sandbeck er klar til sin anden kamp som professionel MMA-kæmper.

Den finder sted lørdag aften i Odense, hvor Renegade MMA-profilen skal i kamp ved MMA GALLA vol. 31.

Det er kun fem uger siden, at Sandbeck pro-debuterede med en overbevisende sejr i Brøndby Hallen, hvor han stoppede ukrainske Alexander Krupenkin i første runde.

Læs også: Efter lynsejr i Brøndby: Fouad Sandbeck har allerede anden pro-kamp på plads

Derfor håber den talentfulde dansker på en lidt længere kamp lørdag aften, når han står ansigt til ansigt med brasilianske Guilherme Carradore.

“Jeg fik kun vist 20 procent af, hvad jeg kan (i pro-debuten, red.), så jeg håber kampen holder lidt længere, så jeg kan vise noget mere,” siger Fouad Sandbeck til Fighting.dk.

Den 24-årige dansker skulle oprindeligt have mødt Ahmad Abbas, men tyskeren måtte melde fra med en skade.

Ny modstander – samme resultat
Forud for sin professionelle debut måtte Fouad Sandbeck ligeledes skifte modstander flere gange, inden Krupenkin kom på plads.

Den ambitiøse dansker er dog ligeglad med, hvem han står over for.

“Det rør mig ikke så meget, hvem jeg skal møde. Resultatet er det samme,” fastslår Sandbeck.

Læs også: Fouad Sandbeck har store planer: “MMA GALLA-bæltet bliver mit i 2027”

Guilherme Carradore får sin MMA-debut i Odense, men brasilianeren har flere kampe i både kickboxing og boksning bag sig. Det er dog ikke noget, der skræmmer Fouad Sandbeck.

“Han er dygtig stående, men jeg ser ham ikke på mit niveau,” lyder det selvsikkert fra danskeren, der forventer at afslutte Carradore lørdag aften. 

“Jeg skal nok få en finish. Hvilken runde ved jeg ikke, men kampen går ikke tiden ud.”

Sandbeck vs. Carradore er den første af i alt fire professionelle kampe på fightcardet ved MMA GALLA vol. 31 lørdag aften i Sydbank Arena i Odense.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.